Litteratur

FNs verdensmål 4: Kvalitetsuddannelse

Lige mange piger og drenge kommer på skolebænken

Af Helle Trolle

Tak til Aalborg Bibliotekerne for lån af billede

Indhold i denne artikel

  • Hvad går verdensmål 4 ud på
  • Verdensmålet i Danmark: 45.000 unge uden uddannelse eller arbejde
  • Hvem arbejder med målet lokalt
  • Hvordan kan du hjælpe

Hvad går verdensmål 4 ud på?

Verdensmål 4 handler om, at alle skal have adgang til god uddannelse og mulighed for livslang læring.

Selvom alle Verdensmål hænger sammen, så er mål 4 om kvalitetsuddannelse til alle måske alligevel det vigtigste af målene.

Det mener de 10 millioner mennesker, der besvarede FN’s online afstemning om hvilket Verdensmål, der var vigtigst for dem og deres familie, i hvert fald.

På verdensplan går det heldigvis fremad på den lange bane.
Hvor det i 1970 kun var cirka 75 % af verdens befolkning, der gennemførte grundskolen, steg tallet til over 80 % i firserne, og fra 2000 steg tallet igen, så lige over 90 % af verdens børn i dag gennemfører.

Hvor det tidligere oftere var drengene, der fik muligheden, er der nu næsten lige mange drenge og piger, der starter i skole.

Men coronanedlukningerne ramte skoler og skolebørn verden over med kolossal kraft.

FN’s Børneorganisation UNICEF kalder pandemien for den største uddannelseskrise nogensinde.
Nedlukningerne ramte flere end 1,6 milliarder elever og studerende, og læringstabet har været både enormt og ulige.

Verdensmål 4 i Danmark: 45.000 unge uden uddannelse eller arbejde  

Det danske skolesystem er internationalt anerkendt for at være et af de bedste og mest lige i verden.

Men også i Danmark er der udfordringer i skolesystemet.
I en dansk sammenhæng er der fokus på at bryde den negative sociale arv, så de børn, der kommer fra bogligt svage hjem, også får en uddannelse.

Flere skal også videreuddanne sig og tage en erhvervsuddannelse.
I dag er omkring 43.000 danske unge mellem 15 og 24 år hverken i gang med en uddannelse eller i arbejde, og selvom det er et lille fald i forhold til de foregående år, så er andelen stadig næsten dobbelt så høj som den danske målsætning for de unge.

Hvem arbejder for lige adgang til uddannelse og livslang læring her i kommunen?

Lektiehjælpen på Ballerup Bibliotekerne er et fantastisk godt eksempel på lokale ildsjæle, der løfter en kæmpe opgave i forhold til den del af mål 4, der handler om, at alle skal have lige adgang til god uddannelse. 

Ballerup Bibliotekernes lektiehjælp blev for snart 14 år siden startet af en gruppe pensionerede undervisere, der frivilligt hver mandag og onsdag sidder klar på biblioteket til at hjælpe børn og unge i Ballerup med stort set alle slags lektier. 

En af dem er Thorkild Krejberg, der siden han sluttede sit erhvervsaktive liv som seminarielærer, har hjulpet masser af unge mennesker med lektier og studieforberedelse. For ham er det en stor glæde. 

"Det er noget særligt at gøre noget af lyst og interesse og ikke for at få løn”, forklarer Thorkild Krejberg.
”Det er sjovt at bruge de ting, man kan. Og jeg føler mig faktisk beæret over, at et ungt menneske gider høre på mine råd og oven i købet er taknemmelig for min hjælp.
Sådan var det jo sjældent, da jeg arbejdede” slutter Thorkild Krejberg med et smil. 

Den del af verdensmål 4 som handler om at give alle mulighed for livslang læring, er der ligeledes mange frivillige ildsjæle på Ballerup Bibliotekerne, der støtter op om. 

Det er f.eks. de frivillige IT-hjælpere i IT-stuen, der tilbyder gratis IT-hjælp til alle borgere i Ballerup, det er de frivillige fra Tal Dansk-cafeen, der hver uge hjælper udlændinge med at mestre det danske sprog, og det er de tyskkyndige frivillige, der hver uge mødes for at videregive deres sprogkundskaber til de borgere, der skulle have lyst til det. 

Hvad kan du gøre for at hjælpe til med, at vi sammen opnår mål?

En helt oplagt mulighed er selvfølgelig at tilbyde din hjælp hos et af Ballerup Bibliotekernes allerede eksisterende læringstilbud. 

Her er alt allerede sat i system, der er en masse andre frivillige at mødes med, og du kan derfor hurtig komme i gang med at hjælpe. 

Hvis du har mere lyst til at hjælpe med noget helt andet, end det som pt. bliver tilbudt på Ballerup Bibliotekerne, så har du også mulighed for det.
Det kan være, at du er god til at skrive og vil starte et skrivekursus, eller måske vil du dele din viden om robotteknologi i et kursus, eller måske har du helt andre ideer til, hvordan du kan være med til at virkeliggøre verdensmålene.

Det eneste du skal gøre er at skrive til aktivitetsudvikler på Ballerup Bibliotekerne Pil Hodal på pilh@balk.dk, så hjælper hun dig i gang.       

Tak til Verdens Bedste Nyheder for lån af indhold.