Litteratur

FNs Verdensmål 10: Mindre ulighed

Den største faktor for vores levestandard er, hvem vi bliver født af

Af Helle Trolle

Tak til Aalborg Bibliotekerne for lån af billede

Indhold i denne artikel:

  • Hvad går verdensmål 10 ud på? 
  • Minoriteterne er dårligt repræsenteret i Danmark
  • Hvem arbejder med verdensmål 10 i Danmark?
  • Hvad kan du selv gøre? 

Hvad går verdensmål 10 ud på? 

Det tiende Verdensmål handler om at gøre den økonomiske ulighed mellem mennesker og lande mindre.

I Danmark er der en relativt mindre forskel på dem, der tjener mest og dem, der tjener mindst, i forhold til mange andre steder i verden.
I den seneste opgørelse over indkomstlighed ligger Danmark på en sjetteplads ud af OECD-landene.

På verdensplan er der dog stadig meget at arbejde for, for uligheden er ekstrem og vil blive ved med at være ekstrem i lang tid fremover.

Den største enkeltstående faktor for det enkelte menneskes levestandard er kort sagt, hvor det bliver født og af hvem.

Men der kommer langsomt mere og mere fokus på, at den ekstreme ulighed skal bekæmpes.
Det skyldes blandt andet, at ekstrem ulighed hæmmer økonomisk vækst og udvikling, og at ulighed kan føre til politisk uro.

Konkret skal kampen mod ulighed måles på, at indkomsten for de fattigste 40 procent af hvert lands befolkning skal stige hurtigere end gennemsnittet.

Desværre har nedlukninger og nedgang i verdensøkonomien som følge af coronapandemien forstærket ikke bare den ekstreme fattigdom, men også den globale ulighed.
Verdensbanken anslår, at uligheden mellem landene oplevede den største stigning siden 1990 som følge af pandemien.

Minoriteterne er dårligt repræsenteret i Danmark

Selvom Danmark er et af verdens mest rige lande, så vokser nogle danske børn stadig op i familier, hvor de ikke kan få hjælp til lektier, eller hvor der ikke er råd til at gå til fritidsaktiviteter.

Det kan have betydning for de muligheder, som børnene får senere i livet.

Samtidig bliver den økonomiske ulighed i Danmark kun større og større.

Derfor handler målet i en dansk kontekst om at give alle lige muligheder og stoppe diskrimination, så ingen lades i stikken.

Det kunne være ved at mindske den negative sociale arv eller ved at bekæmpe ulighed i forhold til handicap eller etnisk baggrund.
Kun 4,3 procent af kommunalbestyrelsesmedlemmerne var i 2021 besat af danskere med anden etnisk baggrund, selvom gruppen udgør 8,7 procent af befolkningen over 18 år.

Hvem arbejder med at fremme verdensmål 10 i Danmark?

Oxfam IBIS
En civilsamfundsorganisation, der bekæmper ulighed og arbejder for et økonomisk system, som tilgodeser alle mennesker – ikke kun de rigeste. Oxfam IBIS' mål er en social og politisk retfærdig verden, hvor alle mennesker har lige adgang til uddannelse, indflydelse og ressourcer.

Næstehjælperne
Et netværk og protestgruppe imod fattigdom. Blev oprettet som direkte følge af kontanthjælpsloftet, som de mener bør afskaffes. Netværket består af frivilligt drevne lokalgrupper, hvor man støtter hinanden med madvarer, tøj, legetøj mm.

Tænketanken Socius
Socius arbejder for at være en samlende platform for politikere, forskere og borgere, der ønsker at påvirke debat og lovgivning i Danmark sådan, at social bæredygtighed bliver en naturlig del af alle beslutninger. Socius arbejder for et samfund med mere social retfærdighed og lige muligheder for alle.

Mellemfolkeligt Samvirke (MS)
En civilsamfundsorganisation, der arbejder imod ulighed og for at skabe demokratisk og bæredygtig forandring. MS arbejder især med unge og støtter arbejdet for verdens fattigste i det globale syd og de mest marginaliserede i Danmark. Medlem af føderationen ActionAid International.

FOA
Danmarks tredjestørste fagforbund med medlemmer inden for offentlig service inklusiv arbejde med børn, syge, ældre og personer med handicap. FOA varetager lønmodtagernes interesser på arbejdsmarkedet inklusiv lønforhandlinger, rådgivning i faglige sager og er høringsberettiget i lovgivning om løn- og arbejdsvilkår.

3F
Danmarks største fagforening, der organiserer ufaglærte og erhvervsuddannede lønmodtagere. 3F arbejder for medlemmernes interesser ved at forhandle overenskomster, føre faglige sager samt yde faglig rådgivning og vejledning.

Kvinderådet
En paraplyorganisation bestående af 42 forskellige samfundsorganisationer. Arbejder for at forbedre kvinders rettigheder og vilkår med det formål at fremme ligestilling nationalt og internationalt i et bæredygtigt samfund, hvor ligestilling er en grundlæggende værdi for demokratiet.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) 
En økonomisk-politisk tænketank og et samfundsøkonomisk analyseinstitut, der arbejder for at fremme den sociale retfærdighed i Danmark. AEs overordnede formål er at udarbejde og formidle samfunds- og erhvervsøkonomisk viden samt løsningsideer til gavn for lønmodtagere og for at fremme den sociale retfærdighed.

Global Refugee Studies (GRS), AAU 
En tværvidenskabelig forskningsenhed, der blandt andet leverer kritisk forskning om migration, flygtninge og konflikt, med særlig fokus på globale forhold mellem sociale, politiske og økonomiske processer og de konkrete hverdagsliv. GRS’ kerneforskningsområder er blandt andet grænsekontrol, im(mobilitet), human trafficking, integrationspolitik og humanitære interventioner. Samarbejder med 3F om forhold for migranter i Danmark.

Platformen Inequality på CBS
Platformen Inequality forsker i ulighed, dens årsager og konsekvenser. På dansk, europæisk og internationalt plan og på områder som erhvervsliv, økonomi og politik.
Platformen inddrager ekspertviden fra alle CBS’ afdelinger og etablerer herigennem et tværfagligt blik på emner, der kan relateres til ulighed.

Hvad kan du selv gøre? 

Vejen til mindre ulighed i Danmark og på verdensplan er i høj grad en politisk proces.
De organisationer og fagforbund, der arbejder for at bekæmpe ulighed arbejder primært for at påvirke den politiske dagsorden.
Derfor er en væsentlig del af det, du selv kan gøre, at støtte de politikere og organisationer, som har mindre ulighed som del af deres politiske dagorden.

Derudover hjælper det at blive mere bevidst om, hvordan du bruger dine penge og at undgå kun at støtte de virksomheder, der i forvejen har mest.      

Du kan også:

  • Bekæmpe skattely: Undgå fx pensionskasser, der investerer deres medlemmers opsparing hos selskaber, der benytter sig af skattely 
  • Donere penge til organisationer, der bekæmper ulighed i verden
  • Købe fairtrade-produkter for at støtte bæredygtige handelssystemer, der sikrer, at de ansatte bliver lønnet ordentligt
  • Dele dine kompetencer med dem, der har brug hjælp, f.eks. gennem de mange it-cafeer eller lektiecafeer, der findes på landets biblioteker  
  • Udgå at støtte virksomheder, der bidrager til social dumping
  • Sponsorere et barn i det globale syd, så barnet får adgang til mad, uddannelse og sundhed

Tak til Verdens Bedste Nyheder for lån af indhold.