Skræddersy din egen yndlingsgarderobe
Drømmer du om en garderobe, hvor alt dit tøj er præcis som du vil have det? Nyder du samtidigt at fordybe dit i et håndarbejde?
Af Pernille Just Kyvsgård
Pernille giver dig 5 gode grunde til at sy dit eget tøj. Du får også en stribe boganbefalinger, hvis du vil i gang med at lave din egen garderobe – men pas på! Man bliver kræsen med at købe tøj.
Tøj købt i butikkerne er lavet efter gennemsnitlige kroppe.
Mette Terkildsen, som forsker i pasform af tøj har fundet ud af, at pasformen i masseproduceret tøj kun passer i gennemsnit 12% af kvinderne!
(kilde: https://www.designskolenkolding.dk/plissering-pasform)
Dette er bl.a. en af årsagerne til, at vi i Danmark har så stort et forbrug af tøj – fordi vi køber noget, der egentlig ikke passer til os.
Derfor syr Pernille sit eget tøj, og det kan du også komme i gang med.
Her giver hun gode råd til dig, der vil sy tøj, der passer lige netop dig.
5 gode grunde til at sy dit eget tøj
- Du kan tilrette dit tøj, så det passer din krop helt perfekt
- Du kan få tøjet i lige den farve/mønster/kvalitet du kan lide
- Du kan imponere venner og kollegaer, når de fortæller, hvor flot de synes det er
- Du fordyber dig i et håndværk og slapper af
- Du nedbringer dit tøjindkøb, fordi du kun laver det tøj, som du skal bruge
4 gode råd, til dig, der skal i gang med at sy
- Keep it simple – start med et simpelt syprojekt, som du er sikker på bliver en succes.
Pernilles første vellykkede projekt var en t-shirt. T-shirts er forholdsvis taknemmelige i pasformen, nemme at sy, og jerseystof gør det nemmere at få til at passe. - Husk at måle dig selv! Størrelserne kan godt variere fra designer til designer, og derfor er det vigtigt du måler efter så tøjet passer. Det med størrelserne kan være at forholde sig til. Særligt hvis du oplever at du skal tegne en større størrelse af end du egentlig ser dig selv om. Hvis dette er tilfældet vil Pernille opfordre til at læse dette blogindlæg fra Skaberlyst: https://skaberlyst.dk/glem-nu-lige-storrelsen-et-ojeblik/
- Tilpas mønstret i størrelser, så det passer dig – ellers kan du lige så godt købe stangtøj i butikkerne.
Når Pernille syr en t-shirt, bruger hun som regel 3 forskellige størrelser: str. xs ved skuldrene , str. M ved brystet og str. XL ved hofterne. Så ved hun, at den vil sidde pænt på hende.
Da hun startede med at sy, brugte hun samme størrelse hele vejen.
Det gav en del sytimer med tøj med dårlig pasform.
Youtube er din ven – der findes så mange gode vejledninger til teknikker online, som kan hjælpe dig i mål.
Bonusinfo til dig, der køber PDF-mønstre, men er træt af at klippe og klistre:
Hvis du, som Pernille, engang imellem godt kan lide at købe et PDF-mønster men kan gå i stå når du skal til at samle de 58 PDF A4 sider med lim og saks har Tech-teket en løsning.
Vi har indkøbt et tyndt papirmateriale i A0, så du let kan printe dine nøje udvalgte symønstre hos os. Det koster 0,75 kr. pr. cm at printe på det, men så får du det også i ét stykke.