Strik dig varm i kulden: Klik og få de lune strikkeopskrifter fra fortiden
Gå på opdagelse i bibliotekernes skattekammer af retro-strikkeopskrifter.
Af Morten Lykke Larsen
Vejret kan føles bidende koldt, og vinteren lurer lige om hjørnet, men heldigvis kan en tyk striktrøje holde kulden på afstand.
Vidste du, at brugere af Ballerup Bibliotekerne har fri adgang til masser af strikkeopskrifter?
Med få klik på bibliotek.dk kan du finde strikkeopskrifter, der tidligere har været bragt i Hjemmet og Familie Journal. Vil du strikke din egen cardigan med blomstermønster i et flot retro-look? Så kan du klikke her for at hente de gamle strikkeopskrifter, der under overskriften ”Efterårsstrik i blide farver” blev bragt i Familie Journal i 1982.
Har du mere lyst til at skabe en skisports-sweater fra det år, hvor dronning Margrethe og prins Henrik blev gift, og The Beatles ændrede musikhistorien med albummet ”Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band”? Så klik her for at få fingrene i de strikkeopskrifter, der i 1967 blev bragt i Hjemmet under overskriften ”Strik til vinterkulden”.
I de gamle ugeblade ses også fascinerende fotos af herre- og damemodeller, der poserer i det, der kan blive dine færdige resultater, hvis du følger opskrifterne og formår at trylle datidens tøjmode frem med strikkepinde.
Det er let at hente de gamle artikler med strikkeopskrifter - du skal blot være oprettet som låner på et bibliotek. Log ind med MitID på bibliotek.dk, tryk derefter på knappen Bestil, og indtast den mailadresse, du vil have tilsendt materialet på i PDF-format.
Det er ikke kun garn, uld og strikkeopskrifter, der gemmer sig i Det Kgl. Biblioteks skattekammer af artikler.
På bibliotek.dk kan du søge i alverdens indhold fra aviser, tidsskrifter, årbøger og andre udgivelser. Alt fra lette madopskrifter til tunge kronikker i fagblade – ja, der er helt sikkert noget for enhver smag.
Strikkeopskrifter fra ugebladene Hjemmet og Familie Journal:
”Strik til vinterkulden”. En flot sweater til skiferien og mønsterstrikket barnetrøje. Bragt i Hjemmet i 1967.
”Hurtig strik til kølige aftener”. Opskrifter på to strikkede bluser, kort jakke og en busseronne. Bragt i Hjemmet i 1975.
”Efterårsstrik i blide farver”. Cardigan eller vest med hulmønster. Trykt i Familie Journalen i 1982.
”Lunt og lækkert efterårsstrik”. Opskrifter på herre- og barnepullover samt halstørklæde og hue til børn. Udgivet i Familie Journal i 1987.
”Efterårsstrik i naturfarver”. Pullover og en lang jumper i mønsterstrik. Også bragt i Familie Journal i 1987.