Litteratur

Bibliotekets udvalgte

Med Bibliotekets udvalgte vil vi give dig et udsnit af personalets allerbedste anbefalinger samlet i én lækker udstilling.

Af Jakob Bach Jeppesen Nyborg

Her er bøger for enhver smag – men fælles for dem er at, de er tankevækkende og inspirerende indspark i samtiden og udforsker vigtige eksistentielle temaer. Udover at indeholde mange danske og nordiske bøger åbner Bibliotekets udvalgte også dørene til det store udland: Til nye og spændende stemmer, som vi ikke hører så ofte.

Når en bog er blevet ”udvalgt”, er det fordi en række biblioteksformidlere har sat sig sammen og fundet de allerbedste bøger i et stort hav af udgivelser.

Vi tænker på Ballerups borgere når vi vælger! Vi ved at mange i Ballerup interesserer sig for samfund, historie og familieliv. Og ligeså mange er optaget af at læse en virkelig god og veldrejet historie. Nogle af jer vil også meget gerne udfordres med læseoplevelser, som viser verden frem på en ny måde. Udstillingen rummer det hele.

Tanken med Bibliotekets udvalgte er at de gode, aktuelle og inspirerende bøger skal være nemme at finde og lige til at gå til – der er ingen lange reserveringskøer og bøgerne er placeret i de rum, hvor vi færdes allermest. Du finder Bibliotekets udvalgte i forhallen på Ballerup Bibliotek, ligesom vi har udstillinger i Kulturhusene i Måløv og Skovlunde.

Rigtig god fornøjelse!