Med fiktion som genvej til Danmarkshistorien
Sarah H. i samtale med Mich Vraa
Af Anonym (ikke efterprøvet)

Af: Sarah Elizabeth Hvidberg
Hvad er det dramatisering og skønlitteratur kan som er anderledes fra historiebøger og dokumentarfilm? Og hvad fik en journalist til at springe ud som skønlitterær forfatter?
Det er nogle af de spørgsmål, jeg glæder mig til at stille til forfatter Mich Vraa, når han besøger Kulturhus Måløv d. 2. april kl. 19.
Mich Vraa er forfatteren bag trilogien, Haabet (2016), Peters kærlighed (2017) og Faith (2018), der giver et stærkt indblik i Danmarks koloniale fortid. Romanerne maler et grumt, men også nuanceret billede af livet i Dansk Vestindien og Danmarks rolle i den transatlantiske slavehandel.
Jeg glæder mig også til at tale med Mich Vraa om hans særlige skrivestil, hvor han blander breve, dagbogsnotater og andre skriftlige kilder – både fiktive og autentiske. Hvorfor har han mon valgt netop den skrivestil? Og hvad gør den ved læseoplevelsen?
Vi har inviteret Mich Vraa som en del af årets temasamarbejde mellem de danske folkebiblioteker og Danmarks Radio, der sætter fokus på Danmarks kolonihistorie. Samarbejdet knytter sig også til DR1’s dramadokumentar Slave af Danmark.
Jeg håber, vi ses!