Litteratur

Horror til Halloween

Tre uhyyygggelige bøger til din Halloween

Af Cecilie Damgaard Morales Bondy

Tags

romaner
Fuldend Halloween med uhyggelige bøger

Halloween er lige rundt om hjørnet, og i den anledning har vi fundet tre bøger til dig, der har hang til uhygge, monstre og spøgelser. Læs med her:

Sarah, litteraturformidler: "Mørket i Hill House" af Shirley Jackson

"Mørket i Hill House" er en klassisk gyserroman om et vaskeægte spøgelseshus, men også en rørende fortælling om menneskelige relationer, ensomhed og fællesskab.
I fortællingen møder vi en ugift og barnløs kvinde, der bryder med sin familie og melder sig til et videnskabeligt eksperiment: Sammen med fire fremmede skal hun bo og leve i et påstået spøgelseshus. Huset på Hill House påvirker de fire fremmede på forskellig vis, men én ting bliver hurtig sikkert - det er levende og ondt!
To film og en Netflix-serie er baseret på denne uovertrufne roman, der kaldes for en af det 20. århundredes største gyserromaner!

Nina, faglig formidler: "Monstre" af Mathias Clasen

Du sidder i sofaen, har trukket et lunt tæppe om dig og tændt det bløde lys. Det kan næsten ikke blive hyggeligere. Men så hiver du din bog frem og begynder at læse om massemordere, heksejagte eller genfærd. Og selvom du måske undervejs tænder for lidt flere lys, så er det mest underlige, at du faktisk stadigvæk hygger dig. Det er der flere gode grunde til, og både trangen til de uhyggelige historier og måden vi reagerer på dem på, viser sig at gå igen igennem de fleste kulturer. Mathias Clasen er ekspert i gys, og han forklarer i bogen på en interessant og underholdende facon, at vi faktisk har brug for de opdigtede rædselshistorier, fordi de er et resultat af evolutionen. 

Cecilia, kulturformidler: "Lunar Park" af Bret Easton Ellis

I "Lunar Park" er intet, hvad det ser ud til at være. Hovedpersonen er en succesrig forfatter og en del af New Yorks dyreste jetset. Hans succes er dog i deroute og i et desperat forsøg på at redde stumperne, flytter han ind hos sin kæreste og deres fælles søn. Han har dog ikke boet længe i huset, før han aner, at noget er helt galt. Møbler flytter sig rundt i løbet af natten, og underlige skygger bevæger sig rundt, når der ikke er nogen hjemme. Huset er hjemsøgt, men af hvad eller hvorfor, det er spørgsmålet. 

Hav en uhyggeligt dejlig Halloween