Litteratur

Krimi-elskeren fra caféen i Skovlunde: Her er Susannes anbefalinger til dig

Hvis du af og til besøger Skovlunde Kulturhus, har du sandsynligvis set Susanne Steffensen med en lagkage eller en kande kaffe i hånden.

Af Morten Lykke Larsen

Hun er frivillig i caféen ved børnebiblioteket, men når hun er hjemme, er det ofte i selskab med en god krimi. Susanne læser fire-fem krimier om måneden, og hun er derfor den rette at tale med, hvis man vil varme op til Nordeuropas største krimimesse, der foregår i weekenden i Horsens.

Kærligheden til krimiserier kan spores tilbage til 1976, hvor Susanne kastede sin læselyst over Maj Sjöwall og Per Wahlöös banebrydende romaner om politimanden Martin Beck og hans team af efterforskere.
 

Vi har taget en snak med den lokale krimientusiast for at få anbefalinger på tre gode og anderledes krimiserier:

Anders de la Mottes fortællinger om 'Skånekvartetten', der består af fire selvstændige, psykologiske krimier, som foregår i Skåne, hvor forfatteren selv voksede op.

”I mange krimier følger man en sag fra politiets synsvinkel, men i denne går vi helt tæt på en familie ovenpå tabet af en søn," forklarer Susanne om krimiserien, der starter med 'Sensommerjagt'.

Camilla Grebe og Åsa Träff er et svensk forfatter-søskendepar, kendt for deres populære, psykologiske krimiserie om psykoterapeuten Siri Bergman.

”Bøgerne er gode hver for sig, men endnu bedre sammen som serie,” siger Susanne, der godt kan lide krimier, hvor man lærer personerne at kende – og hvor deres historie og privatliv også får lov at folde sig ud.

'Den Permanente' er Thomas Baggers første bind i en krimiserie, der foregår i og omkring Aarhus. Det er fortællinger om bl.a. hævn, seksualitet, korruption, familiehemmeligheder og kærlighed.

”Thomas Bagger er endnu ikke særlig kendt i det danske krimilandskab, men det bør han i den grad være,” lyder det fra Susanne.

Hun er lige nu i gang med at læse 'Generation nul' af Stefan Ahnhem. Den svenske krimi- og manuskriptforfatter står bag de populære fortællinger om politiefterforskeren Fabian Risk, og her på falderebet får dén krimiserie også en anbefaling med fra Susanne.

Hvis du selv også er bidt af en gal krimihund, foregår Krimimessen i den 21. og 22. marts i FÆNGSLET i Horsens. 

Messen er en årlig festival med fokus på at hylde og fejre kriminallitteraturen og genren i alle dens afskygninger. Læs mere om Krimimessen, som Horsens Kommunes Biblioteker står bag, ved at klikke her.