Næste stop: Litteraturen – og Ballerup St.
Tirsdag 8. september bliver S-togslinje C forvandlet til et rullende bibliotek, når syv biblioteker og DSB fejrer FN’s internationale læsedag med oplæsning, forfattermøder og litterære oplevelser.
Af Morten Lykke Larsen
Skal du med S-toget på linje C tirsdag 8. september, kan du være heldig at få lidt ekstra litteratur med på rejsen.
Mellem klokken 9.00 og 15.00 kører der et helt særligt læsetog på strækningen mellem Frederikssund og Klampenborg St. Her kan du møde forfattere, høre oplæsning, låne bøger og deltage i samtaler med andre passagerer om litteratur og læsning.
Også Ballerup Bibliotekerne er med. Vores litteraturformidler Cecilie læser op i toget, mens vores bibliotekarer står klar på Ballerup Station med gode læsetips og litteratur, der kan gøre togrejsen endnu bedre.
Læsetoget er en del af fejringen af FN’s internationale læsedag og er blevet til i et samarbejde mellem DSB og bibliotekerne i Frederikssund, Egedal, Ballerup, Vanløse, Frederiksberg, Gentofte og Herlev.
Læs mere her.