Foredrag med Charlotte Bircow: Sådan skaber I medvind, selv i den strideste modvind
- Tid
- 11:15 - 12:00
- Sted
-
Ballerup Bibliotek
Banegårdspladsen 1,
2750 Ballerup - Caféscenen, Ballerup Bibliotek
Bibliotek
Ballerup BibliotekDe fleste kender Charlotte Bircow som Danmarks fitnessdronning med de legendariske ”Balder af stål”, men i forsommeren 2011 blev hun ramt af brystkræft. Dermed blev både hendes identitet og selvopfattelse i høj grad udfordret, og det samme gjorde i øvrigt hendes balder, som kort efter diagnosen kunne fejre 50 års fødselsdag.
Charlotte Bircow fastholdte dog sit positive livssyn, et stærkt ”forbrug” af motion og mental træning, og kom på den måde hurtigt tilbage i topform – både mentalt og fysisk.
Få i dette autentiske foredrag en række af de metoder og tricks, som Charlotte selv har benyttet hele livet igennem for at blive et stærkt og lykkeligt menneske. Følg hendes personlige historie gennem livets op- og nedture i et liv, hvor hun konstant har sværget til en proaktiv adfærd frem for en reaktiv, og hvor hun har fokuseret på løsningen frem for problemet.
Charlotte sætter i foredraget fokus på, hvordan sundhed i både tanke og krop, skaber stort konkret overskud og glæde i hverdagen – selv når det ser sortest ud, og forandringens vinde blæser.
Bemærk: Foredraget ”Sådan skaber I medvind, selv i den strideste modvind!”, handler meget lidt om sorgen og tvivlen forbundet med sygdommen – og langt mere om at overkomme den og blive sund og rask igen. Om hvordan man slipper bekymringerne og bruger de rigtige gear til at komme positivt og stærkt op ad bakken.
Verdensmålsfestival
Foredraget med Charlotte Bircow er blot én af de mange aktiviteter og oplevelser, der venter, når vi markerer verdensmålene med en stor, gratis festival for hele byen. Ballerup Bibliotek og en del af Banegårdspladsen bliver denne dag omdrejningspunkt for en sprudlende festivaldag.
Verdensmålsfestivallen byder på spændende talks, børneaktiviteter, underholdning og fællesspisning.
Lørdag 25. april, kl. 11:15 -12:00, Caféscenen, Ballerup Bibliotek. Gratis – bare mød op.