Ungdomsoprøret 50 år

Tiden omkring 1968 var da også præget af store politiske og kulturelle omvæltninger både i og uden for Danmark – og førte bl.a. til frigivelsen af pornoen, studenterdemonstrationer og nye samlivsformer.

I vor tid er 1968 stadig kilde til diskussion mellem venstre- og højrefløjen. Hvor venstrefløjen generelt ser perioden omkring 1968 som en storhedstid for frisind og demokratisering, fremhæver højrefløjen den snarere som en periode præget af revolutionsromantik, der førte til en farlig flirten med kommunistiske diktaturstater. I 2018, 50 året for 1968, er der fornyet diskussion om perioden og konsekvenserne af de politiske og kulturelle bevægelser og strømninger, som prægede datiden.

Ikke alle var lige begejstrede for de nye politiske og kulturelle ideer, som kom fra studenterbevægelsen, ungdomsoprøret og fredsbevægelsen. 1968 blev også året, hvor danskerne for første gang siden 1953 valgte en borgerlig regering. Det blev således en VKR-regering, der kom til at stå for både frigivelsen af billedpornoen og lempelsen af den danske abortlovgivning.

I årene omkring 1968 opstod der derfor en række foreninger og bevægelser, hvis hovedformål var at modvirke de opbrud, som fulgte i kølvandet på bevægelserne og begivenhederne omkring 1968. To af de mest kendte er rindalismen og Kristeligt Folkeparti.

Erindringen om 1968 har hovedsageligt været domineret af to modstridende fortællinger – en venstreorienteret og en højreorienteret.

Den venstreorienterede fortælling, som indtil 1990’erne stod næsten uimodsagt, beskriver tiden omkring 1968 som et oprør båret af stor idealisme, kreativitet og nytænkning. Dette oprør medførte en demokratisering af samfundet og førte til det særligt danske frisind, der er kendetegnet af en liberal seksualkultur med f.eks. fri porno og stor accept af seksuelle minoriteter. Historieskrivningen om 1968 var indtil Den Kolde Krigs afslutning imellem 1989-92 præget af et nostalgisk syn på 1960erne ofte forfattet af folk, der selv havde deltaget i ungdomsoprøret og dermed havde et meget nært og følelsesladet syn på det. I denne fortælling er 1968 udelukkende et positivt fænomen forbundet med frigørelse, og et årti, hvor alt var i bevægelse og alle muligheder stod åbne. Historikerne Steven L.B. Jensen og Thomas Ekman Jørgensen har skrevet om den venstreorienterede forståelse af 1968 i forordet til antologien ”Opbrud i 1960erne” (se kilder).

I den højreorienterede fortælling, som voksede frem efter Den Kolde Krigs afslutning, opfattes 1968-oprøret primært som en forfaldshistorie. Denne forfaldshistorie er særligt knyttet op på Den Kolde Krig, hvor 1968 ses som et oprør domineret af revolutionsromantikere, der var parat til at sælge ud af Vestens friheds- og demokratiidealer til fordel for en kommunistisk feberdrøm. I højrefløjens fortælling bliver 1968-generationen også et symbol på den store offentlige sektor, der voksede frem i løbet af 1960erne og 1970erne, og en negativ fortælling om 1968 muliggør dermed også et opgør med de politiske sejre som ungdomsgenerationen vandt i perioden. Tidligere statsminister fra Venstre, Anders Fogh Rasmussen, indledte i 2003, hvad han selv kaldte en kulturkamp, imod mange af de idealer som identificeres med 1968 og den generation der var med i ungdomsoprøret. Dermed er 1968 som begreb blevet en kampplads for nutidige politiske slagsmål og i diskussionen af vores fælles erindring.

Læs mere om ungdomsoprøret og dets betydning på Faktalink