Litteratur

Litteraturformidler mødte sit idol på Louisiana Literature

Her kan læse om forfatterens besøg på Louisiana

Af Cecilie Damgaard Morales Bondy

Hvis autograf kunne du rigtig godt tænke dig at få? 

For vores litteraturformidler Cecilie har svaret på dette spørgsmål længe været: forfatter Chimamanda Ngozi Adichie! Fredag på festivalen Louisiana Literature gik drømmen i opfyldelse, da den internationalt anerkendte forfatterstjerne kunne opleves LIVE fra den smukt beliggende parkscene, hvor hun skulle interviewes om sin nyeste og længe ventede roman "Drømmetælling". 

Fans i hobetal sad i teltet, på trapperne, på bænke, på græsset, på skråningen. Ja, over det hele. Forventningen var høj, da forfatteren dukkede op og blev klappet ind på scenen. Og morskaben var stor, da det viste sig, at Chimamanda havde mistet stemmen i Norge, hvor hun havde været ude og male byen rød den foregående dag. 

Da interviewet kom i gang, vendte stemmen heldigvis langsomt tilbage, og den veloplagte Chimamanda skuffede ikke. Hun var akkurat så charmerende, indsigtsfuld, vittig, kompromisløs og skarp, som forventet, og den nigeriansk-amerikanske forfatter fik gang på gang publikum til at skraldgrine og udbryde i spontane klapsalver. De 60 minutter fløj afsted, og bagefter kunne de fremmødte fans stille sig i kø til at få en autograf. Her var Cecilie på pletten med sin medbragte udgave af "Brev fra en nybagt forælder", der fik en fin hilsen fra forfatteren i kolofonen. Sikke en fantastisk dag, sikke en fantastisk forfatter.

Læs mere om Chimamandas forfatterskab på Forfatterweb og find alle hendes bøger herunder.