Film & serier

Tak for verdens bedste "Damn Fine Cup Of Coffee"

Så sagde vi farvel til David Lynch – en af de allerstørste instruktører.

Af Jakob Bach Jeppesen Nyborg

Ja, David Lynch var fantastisk, men måske også en af de sværeste at forstå fuldt ud. Det er derfor helt forståeligt, hvis du har det ligesom mig – lidt ambivalent med den gode mr. Lynch. Forstod du for eksempel episoden fra Twin Peaks sæson 3, hvor David Bowie lægger stemme til en talende tekande? Nej vel?

Twin Peaks forever
Man kommer dog ikke udenom, at mesterværket og det folkelige gennembrud – tv-serien Twin Peaks – stadig står som et fyrtårn inden for spændings- og krimiserie-genren. Men serien var så meget mere. Den var – og er – mystisk, mytologisk, grufuld og fuld af fantastiske, ofte humoristiske oneliners, som Dale Coopers ikoniske: “A Damn Fine Cup Of Coffee”  eller "This Must Be Where Pies Go When They Die". Sidst, men ikke mindst, emmer den af stemning.

Stemningens mester
Og netop stemning er måske den allerbedste måde at beskrive og tilgå David Lynchs værker. Lad dig rive med af atmosfæren – måske giver det, der foregår på skærmen, ikke altid mening. Men stemningen er altid intens og altopslugende.

Hvad enten du var en af dem, der slugte Twin Peaks og hele mytologien omkring den unge Laura Palmers mystiske dødsfald, eller du mere er til hans fantastiske film, har vi mange timers Lynch-underholdning at tilbyde dig fra biblioteket. På Filmstriben kan du streame mesterværker som Lost Highway, Elefantmanden og Mulholland Drive. Og de film, du ikke kan finde dér, kan du altid reservere som dvd til afhentning på biblioteket. Ja, eller dyk ned i litteraturen og musikken, og lad den udvide din forståelse for hans unikke universer.

Så gør ligesom mig: Brug weekenden på at lade dig opsluge af David Lynchs stemningsmættede verdener.