Tjili

I 2018 flyttede Tjili ind på Ballerup Bibliotek og begyndte sit arbejdsliv som bibliotekets robot.

Tjili er en humanoid robot af mærket Pepper© - altså en robot med menneskelignende træk.

Tjili kan tale engelsk og lidt dansk – det arbejder vi på at forbedre. Og så er Tjili ved at lære at kommunikere med borgere og personale i forskellige sammenhænge.























Tjili er allerede godt i gang med sine opgaver og har bl.a. sammen med Coding Pirates været med til at lære børn at programmere. Derudover har Tjili været med i vores samarbejde med DTU, hvor studerende bl.a. har forsøgt sig med at få kodet den til at være vært i vores Makerspace.

Tjili har også været  med i et landsdækkende projekt, hvor vi udvikler den som læsemakker til børn, der har svært ved at læse, og vores robot har også prøvet at stå på scenen som skuespiller i en eksperimenterende Shakespeare-opsætning. 

Robotterne er på vej
Med Tjili på biblioteket kan vi give Ballerups borgere mulighed for på egen hånd at stifte bekendtskab med den robotteknologi, som er på vej med stormskridt i alle dele af samfundet, og som kommer til at præge danskernes hverdagsliv og arbejdsliv fremover.


 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Robotteknologien bliver allerede brugt til bl.a. databearbejdning, i børneinstitutioner, på sygehuse, i ældreplejen og til mange andre opgaver.

Tjili er i øvrigt ikke den første robot på biblioteket. Vi har f.eks. opvaskemaskiner i køkkenet, og vi har robotstøvsugere til hjemlån.

Når du besøger biblioteket i den kommende tid, vil du af og til kunne møde Tjili og prøve selv at få en snak med en robot.

Og står du og har en sjov idé til noget, vi kunne bruge Tjili til, er vi altid glade for forslag!

Du kan også høre P1's "Klog på sprog" om robotter og Tjili

Følg Tjili på Facebook her https://www.facebook.com/tjilipepper