Laserskærer
Skær og gravér med præcision i træ, akryl og meget mere

Brug laserskæreren i Tech-teket
Vil du gravere et billede på en træplade eller designe din egen æske i træ eller akryl? Med vores præcise laserskærer kan du udskære selv de mest detaljerede motiver og former. Hvis du har brug for at arbejde med fine detaljer, er laserskæreren det perfekte værktøj.
Hvad kan laserskæreren?
Vores laserskærer kan både gravere og skære i en lang række materialer, bl.a.: Papir og karton, træ, krydsfiner, MDF-plader, akryl, sten, glas m.m.
Den kan skære igennem materialer op til 6 mm tykkelse og har en stor arbejdsflade på 700 x 1000 mm. Maskinen er en Nova Pro med både CO₂- og RF-teknologi, hvilket giver stor skæreevne og høj præcision.
Programmer og filtyper til laserskæreren
Vores laserskærer styres med programmet LightBurn.
Til design og filbehandling bruger vi Inkscape, som er et gratis og brugervenligt tegneprogram.
LightBurn understøtter mange filformater, men vi anbefaler at arbejde med PDF og/eller SVG-filer, da det giver de bedste resultater.
Vigtigt: Hvis dit design indeholder tekst, skal du huske at omdanne teksten til objekter (vektorgrafik), før du eksporterer filen. Ellers risikerer du, at LightBurn ikke kan genkende skrifttypen, hvilket kan føre til fejl i udskæringen.
Materialer og sikkerhed
I Tech-teket har vi et udvalg af materialer til salg til laserskæreren. Vi har primært MDF, finér, akryl og divserse pap-kvaliteter til salg.
Af hensyn til både maskinen og indeklimaet er det kun tilladt at bruge vores materialer til laserskæring. Undtagelsesvis kan man medbringe sine egne materialer, hvis de er købt hos Laser-supply, der kan dokumentere, at materialerne er fri for skadelige stoffer i lim og plast.
Laserskæreren kan kun benyttes i den betjente åbningstid.