Litteratur

Sange om krig og kærlighed – Santa Montefiore

Anbefalet af Amalie Dybdal Rasmussen, 17 år

Af Helle Trolle

I sidste uge havde vi besøg af Amalie på 17, som er studerende.
Hun skrev denne anbefaling af en roman, hun er meget begejstret for.

”Sange om krig og kærlighed er som en smuk dekoreret lagkage, med så mange velsmagende lag, at man må have et stykke til”, 

Vi befinder os midt i Irlands smukke utæmmede natur, på et gammelt engelsk slot.

Her vokser bogens hovedperson, Kitty Deverill, op, i starten af 1900-tallet.
Hun er af en engelsk overklassefamilie, der i 1600-tallet koloniserede Irland og byggede et prægtigt stenslot, som familien kunne bo på i mange generationer ud i fremtiden. 

Selvom Kitty er af en engelsk slægt, føler hun sig irsk helt ind i knoglerne.
Hun er et vildt barn, der elsker naturen, og som ser stort på, at hun burde være en fin lille pige.

Man følger Kitty vokse op sammen med sine bedste venner, som består af tjenestepigen, Bridie, dyrlægens søn, Jack, og kusinen, Celia.
Men som tiden går, bliver deres forskellige baggrunde tydeligere og tydeligere, og med den irske uafhængighedskrig kulminerer stridighederne i en ubarmhjertig krig, der skaber store revner i Kittys liv.

Santa Montefiore formår at blande vidunderskønne naturbeskrivelser ind i bogens handling på fantastisk vis, og man kan ikke andet end føle sig dybt draget til det irske højland, hvor græsset får lov at vokse frit, og man kan høre havets brusende sang.

Bogen består af så mange lag, og formår at blande så mange genre, at jeg vil mene, at næsten alle læsere uanset alder, køn og baggrund vil føle denne bog både medrivende og hjerteknusende.
Det er en bog om kærlighed, intriger, historie, natur og klasseskel - Og med et ekstra strejf af overnaturlighed fuldendes bogen til perfektion.

Sange om krig og kærlighed er første bog i Deverill-krøniken.

Anbefales til: Unge, voksne og ældre.