Litteratur

Fantasy Favoritter for voksne

Personalet afslører deres Fantasy Favoritter

Af Cecilie Damgaard Morales Bondy

Forslag til fantasy bøger til dig

Elsker du også bøger, der foregår i andre verdener? Bøger med magi, troldmænd og drager? Eller vampyrer og feer? Så er du ikke alene!

Her på biblioteket har vi mange ivrige fantasy-læsere, som elsker at få spørgsmål om genren. 

I anledning af at vi har haft fantasy-event på Posthuset med vores lokale fantasyforfatter, Dina Kjøng Sjöblom, har vi bedt vores kolleger med hang til eventyr, magi og andre verdener om at anbefale deres Fantasy Favoritter for voksne. Læs med her:

Frederik, bibliotekar: ”Stålets vilje” af Joe Abercrombie
Joe Abercrombies fantasyunivers er blandt de bedste og det eneste, der er bedre, er personerne i hans bøger.

Camilla, børnebibliotekar: ”Prinsen af ondskab” af Holly Black
Jude og hendes tvillingesøster Tarryn bliver bortført til elvernes land, da deres forældre bliver brutalt myrdet. De kæmper en hård kamp mod den arrogante adel, der finde de to menneskebørn latterlige og grimme. Især Jude står for skud, for hun vil ikke finde sig i at blive behandlet som mindreværdig. Derfor tager Jude kampen op for at opnå respekt og får til gengæld magtfulde fjender. Men Jude er ikke uden evner, og hun finder snart ud af, hvordan hun opnår det, hun tørster allermest efter: Magt.
I denne fantastisk serie får du: magtkampe, kærlighed og seje piger og kvinder. Det er en af mine yndlings fantasyserier. Ha’ gerne den næste i serien liggende, så du hurtigt kan komme videre.

Sarah, børnebibliotekar: ”Vogternes fald” af Carsten Bossen Christiansen 
Jeg vil gerne anbefale ”Vogternes Fald”-serien, som er skrevet af den danske forfatter Carsten Bossen Christiansen. 
Her inviteres vi med ind i universet i Keln – et område, som guderne for længst har forladt, men hvor de stadig spøger. Vi følger den tidligere soldat Raya, der praktiserer dødedans, og hendes flugt fra nogle mystiske ansigtsløse mænd. Der samler sig en gruppe omkring Raya, der kommer ud for mange prøvelser i deres stræben efter at finde ud af, hvem der mon står bag.
”Vogternes Fald” er en klassisk fantasy-serie, hvor vi møder et væld af magiske væsener, alliancer og nye verdener med en mytisk fortid. Den gæve gruppe af usandsynlige venner kommer tættere og får afsløret hemmeligheder om hinanden alt i mens de kæmper mod en udefinerbart fjende. 

Mia, IT-systemejer: ”Dronningen af Tearling” af Erika Johansen
I dronningen af Tearling følger vi Prinsesse Kelsea, som på hendes 19-års fødselsdag bliver hentet fra eksil for at vende tilbage til slottet og genvinde sin retmæssige trone. Der er magi hos både Kelsea og hendes fjender. Der er mystik og onde kræfter, og det hele er sat i en lidt middelalderlig fantasy-verden.
Jeg blev suget ind i den verden, Erika Johansen har skabt, og jeg elskede, at der var en bad-ass heltinde som centrum for historien. Og hvis du ender med at blive revet med af historien, kan du glæde dig over, at det er første bog af en triologi, så der er mulighed for flere timer i kongeriget Tearling.

Cecilie, litteraturformidler: ”Stålhjerte” og ”En Konges Vej” af Brandon Sanderson.
”Jeg har læst så godt som alt af Brandon Sanderson, og det siger ikke så lidt, da han er en meget produktiv forfatter. Han er en mester til at skabe andre verdener og fantasifulde magisystemer. Og så skriver han både handlingsmættede Young Adult bøger som ”Stålhjerte” såvel som episke murstensromaner i undergenren High Fantasy med et kæmpe persongalleri såsom ”En Konges Vej” og hans enormt populære ”Mistborn”-serie. En forfatter man ikke kommer udenom, når man taler om fantasy-genrens mestre.”  

Katrine, aktivitetsudvikler: ”House of Earth and Blood” af Sarah J. Maas. 
Katrine læser for tiden ”House of Earth and Blood” af altid populære Sarah J. Maas, som hun varmt anbefaler. 

PS. Vi skulle også hilse fra Techtekets Pernille og anbefale ”Skammerens datter” af Lene Kaaberbøl og fra vores børnebibliotekar Rie og anbefale ”Half Bad”-serien af Sally Green.