Dit digitale liv

Læs dig ind i fremtiden – én bog ad gangen

På Ballerup Bibliotek har vi håndplukket bøger om AI, algoritmer og den digitale verden omkring os.

Af Morten Lykke Larsen

Sommerferien er en oplagt anledning til at fordybe sig – og måske blive lidt klogere på den teknologiske fremtid. Derfor har vi netop sat en ny udstilling op i forhallen på Ballerup Bibliotek med titlen: Læs dig klogere på fremtiden – én bog ad gangen.
 

Her finder du et håndplukket udvalg af bøger om kunstig intelligens, digital dannelse, sociale medier, algoritmer og den teknologiske udvikling, der former vores hverdag. For teknologi handler ikke kun om data og koder – den påvirker også vores måde at leve, lære, arbejde og være sammen på.
 

Ved hver bog finder du en kort anbefaling, der fortæller, hvorfor netop den titel er værd at tage med hjem. Udstillingen er skabt til dig, der er nysgerrig på fremtiden og har lyst til at forstå de forandringer, vi allerede er en del af.

Som noget helt særligt kan du også låne en af vores Jakob Stegelmann-bogposer. Hver pose indeholder fire bøger, som Jakob Stegelmann personligt har udvalgt inden for et særligt tema. Bogposerne lånes samlet og er en nem og inspirerende genvej til ny viden og gode læseoplevelser.

Tag en bog – eller en bogpose – med hjem i sommerferien, og giv dig selv tid til fordybelse, refleksion og nye perspektiver. Fremtiden bliver lidt mere spændende, når man forstår den.