Augusta tog os med på eventyr: Vandt mesterskab i oplæsning
Ord, pauser og præcision i skarp finale om Ballerup Mesterskaberne i Oplæsning.
Af Morten Lykke Larsen
I alt 250 børn var torsdag samlet i koncertsalen Resonansen i Skovlunde, hvor der skulle findes en vinder af Ballerup Mesterskaberne i Oplæsning.
11 finalister fra kommunens 6. klasser dystede om at levere den mest gribende oplæsning i den propfyldte sal, hvor der blev jublet og klappet af alle deltagerne.
I finalens første del læste deltagerne en tekst op, som de havde forberedt hjemmefra. Herefter fik deltagerne en ukendt tekst, som de havde begrænset tid til at forberede i samarbejde med deres klassekammerater, der bidrog med gode råd og sparring.
Borgmester Jesper Würtzen stod klar til at overrække diplom og vandrepokal, da vinderen skulle kåres. Vinderen blev Augusta Bjerregaard fra 6.F på Måløvhøj Skole, afdeling Østerhøj.
Med velplacerede pauser, tydelig artikulation samt variation i intonation og volumen tog hun publikum med til Hogwarts, da hun læste op fra Harry Potter. Augusta Bjerregaard kan nu kalde sig vinder af den 10. udgave af Ballerup Mesterskaberne i Oplæsning.
Mesterskabet har til formål at styrke elevernes oplæsningskompetencer og give dem kendskab til forskellige børnelitterære genrer.
Arrangementet er et samarbejde mellem de lokale skoler, Pædagogisk Center i Ballerup Kommune og Ballerup Bibliotekerne.
Stort tillykke til Augusta!