Forældreguide: Need For Speed - Heat (PS4)
En lovløs racer, der ikke er for de mindste
Af Mikael Brink Frederiksen
Aldersgrænse: 16 år
Need For Speed (NFS) serien er en af de ældste i racerspil-genren. I det nyeste spil, med undertitlen ”Heat”, styrer man en ung, aspirerende gaderacer, der gennem en kombination af ulovlige gaderæs om natten og organiserede gaderæs om dagen, forsøger at nå toppen af ranglisten.
Når du deltager i de ulovlige ræs er politiet meget aggressivt efter dig, og du får point for basalt set at dræbe dem, ved at køre dem ind i forhindringer eller på anden vis smadre deres biler. Kombineret med en del politivold i mellemsekvenser og et meget groft sprogbrug, er spillet ikke så velegnet for mindre børn.
Da spillet udkom var en stor del af den ros det fik, at det ikke inkluderede såkaldte ”mikrotransaktioner”. Manglen på denne, ofte griske, praksis burde egentlig ikke være noget at rose et spil for, men da udgiveren af spillet er firmaet EA (som også udgiver Fifa-serien) betragtes det nærmest som en selvfølge, at de tilføjer en måde at tjene ekstra penge på. Og det har de også gjort siden med NFS Heat.
Den seneste opdatering har tilføjet muligheden for at tilkøbe ”genveje” i spillet, samt mere moderate tilkøb som fx nye biler. Denne praksis med først at tilføje de griske elementer efter de indledende anmeldelser er kommet ud, er desværre blevet mere normal i nyere spil.
Aldersgrænsen på 16 år er meget passende til spillet, men en god vurdering af, om børn under den alder kan spille det er, hvis de også kan spille ting som Call of Duty eller Grand Theft Auto 5.
Lignende spil: Need For Speed – Payback, Grand Theft Auto 5, Forza Horizon 2