Tilbud og fællesskaber

15 år med lektiecafeen

Lektiecafeen kan hjælpe alle videre på vejen til en god uddannelse

Af Helle Trolle

Lektiecafeen hjælper alle på vej der har brug for en hånd til at studere

Det er onsdag eftermiddag på Ballerup Bibliotek.
Små grupper af mennesker sidder bøjet over de runde borde i intens samtale, mens de jonglerer med bøger, kaffekopper, frugt og computer.  

Sådan har det været hver mandag og onsdag i de 15 år, lektiecafeen har holdt til på Ballerup Bibliotek.
Her er alle børn og unge velkomne til at komme forbi og få hjælp til lektier eller afleveringer, hvad enten det er 11-årige Williams matematikopgaver, Sarah der mangler sidste aflevering inden studentereksamen eller Amina, der er i gang med sin sosu-uddannelse. 

Gåpåmod til at lære

Det er især børn/unge med anden etnisk baggrund, der benytter lektiehjælpen.
Der kan være sproglige problemer, men der kan evt. også være barrierer i miljøet, som måske ikke er så uddannelsesorienteret, fortæller dagens lektiehjælpere, Birthe Olsen, Ulla Syndberg og Thorkild Krejberg. 

I lektiecafeen er alle velkomne, uanset baggrund og kundskaber, og lektiehjælperne kan med deres brede erfaring fra et langt arbejdsliv dække stort set alle fag og alle niveauer fra folkeskolen til videregående uddannelse.

Det er flest piger, der søger hjælp, fortæller lektiehjælperne.
”Skolerne forventer ofte ikke så meget af drengene, og det forplanter sig desværre til drengene selv. Der er flere forventninger til pigerne om at klare sig godt – og pigerne vil gerne leve op til det.”

Lektiehjælperne håber, at flere børn og unge i folkeskolen og også gerne flere drenge får lyst til at komme og få hjælp med opgaverne, for lektiecafeen kan hjælpe alle videre på vejen til en god uddannelse.

Man bliver selv glad

Stemningen stiger ved de små borde, efterhånden som dagens arbejde skrider frem. Det er tydeligt, at det hjælper de unge.
De føler, at de kan noget, at de lærer noget og løfter sig. Det giver dem gåpåmod til mere.

Flere af de unge er begyndt med matematikhjælp, men har fået mod på også at blive bedre til fx dansk og samfundsforhold.

Det er en stor glæde at kunne hjælpe, fortæller Birthe Olsen. ”Den taknemmelighed man møder, når anstrengelserne giver udbytte – man bliver også selv glad”.

Thorkild Krejberg supplerer ”Det er noget særligt at gøre noget af lyst og interesse og ikke for at få løn. Og jeg føler mig faktisk beæret over, at et ungt menneske gider høre på mine råd og oven i købet er taknemmelig for min hjælp. Sådan var det jo sjældent, da jeg arbejdede som seminarielærer”.

Det er en gave at blive klogere

Lektiehjælperne får også selv en masse godt ud af være frivillige i lektiecafeen. Det giver ny indsigt, når de hjælper med opgaver inden for forskellige fagområder, og de bliver meget klogere på børn og unges situation i skolesystemet. 

”Vi hjalp en pige, som ikke havde gået i skole, før hun blev 12 år og kom til Danmark. Hun havde selvfølgelig store problemer med skriftlige formuleringer. Men hun var vanvittig dygtig til at lære praktisk viden.
Det var spændende at støtte hendes læring, og vi blev også selv klogere”, fortæller lektiehjælperne. 

Fællesskaber

Noget af det, der gør det frivillige arbejde i Lektiecafeen så værdifuldt, er at det skaber fællesskaber.

Vi mennesker mødes, lærer hinanden at kende, lærer af hinanden og knytter bånd. Det gælder lektiehjælperne imellem og i meget høj grad mellem lektiehjælperne og de børn og unge, som har fået hjælp igennem flere år.

Nogle bliver ved med at holde kontakt.
Andre gange mødes man pludselig i en helt anden sammenhæng, som da Birthe var på hospitalsbesøg og mødte en sygeplejerske, som takkede hende overstrømmende for den hjælp, hun havde fået under sin uddannelse.
Eller de unge, som dukker op med kage til lektiecafeen, fordi en eksamen er klaret godt, og glæden bare skal deles med hjælperne.

Birthe, Ulla og Thorkild anbefaler varmt andre at engagere sig i lektiecafeen eller andet frivilligt arbejde.
”Tænk på, at der er så meget mere i det, end de timer, du lægger”, understreger de, ”Vi frivillige får så meget igen”.