Arrangementer for børn

Ulvetimen i Skovlunde Kulturhus: Fællesskab midt i hverdagen

Af Anne Gerd Wheatley Ehlers

Photo by Brenna Huff on Unsplash
Photo by Brenna Huff on Unsplash

I mange børnefamilier er Ulvetimen et genkendeligt tidspunkt sidst på eftermiddagen, hvor sult, træthed og tempoet i hverdagen mødes. I Skovlunde Kulturhus har dette tidsrum fået en anden betydning: et fællesskab, et pusterum og en mulighed for en roligere afslutning på dagen.

Et frirum for familier

Fra dørene åbner, fyldes huset af aktivitet. Børnefamilier ankommer, overtøj samles i indgangen, og børn finder hurtigt vej til kreabordet, hvor materialer som paptallerkner og farvet papir giver mulighed for at skabe alt fra masker til fantasivæsner.

Formålet med arrangementet er at give familier et roligt åndehul. Her er målet ikke at præstere, men at være sammen om et varmt måltid og en kreativ aktivitet, der giver en blød overgang til aftenstunden.

Fællesspisning som ramme

Cafeen i Skovlunde laver lækker vegetarisk mad til deltagerne. Maden serveres i fællesskab, og der opstår hurtigt en uformel og hjælpsom atmosfære omkring bordene. Kan I gætte, hvad maden er næste gang?

Kreativitet uden facitliste

Efter maden fortsætter mange til de kreative aktiviteter. Her er der plads til fantasi og egne idéer, og børnene arbejder frit med de tilgængelige materialer. De enkle rammer giver mulighed for fordybelse og leg uden krav eller faste modeller.

Et voksende lokalt fællesskab

Ulvetime er blevet et fast holdepunkt for nogle familier i Skovlunde. Kulturhuset oplever en blanding af nye deltagere og familier, der kommer igen fra gang til gang. Nogle deltager for at få en lettere overgang til aftenen, andre for at møde nye mennesker eller give deres børn en positiv afslutning på dagen.

Ulvetime i Skovlunde Kulturhus skal være et lokalt samlingspunkt, hvor ulvetimen forvandles til kvalitetstid og fællesskab.

Kommende Ulvetimer:

De kommende Ulvetimer er i Skovlunde Kulturhus:

19. marts kl. 17.15-19
23. april kl. 17.15-19
21. maj kl. 17.15-19

Man kan booke billetter her:Ulvetime i Skovlunde Kulturhus | bib.ballerup