Arrangementer for voksne

Årets kunstner Mikkel Næss udstiller i Kulturhus Måløv

Tid
13:00 - 21:00
Sted
Kulturhus Måløv
Måløv Hovedgade 60,
2760 Måløv
Salen
Mikkel Næss skaber kunst om sårbarhed, forandring og håb

Mikkel Næss er månedens kunstner i Kulturhus Måløv. I udstillingen kan du opleve hans værker, der bevæger sig mellem det figurative og det abstrakte og undersøger mennesket i spændingsfeltet mellem det organiske og det psykologiske.

Den lokale kunstner skriver: 

Min motivation for at være kunstner er at jeg finder kunsten som et rum hvor der er plads til at være i nuet. Hvor der er plads til tanker, følelser og fantasi. At lave kunst er en udviklende og meningsdannende proces for mig som menneske og kunstner. Kunst er et sted hvor alt kan lade sig gøre og hvor man kan gå på opdagelse i en ny verden. 

Jeg er billedkunstner, 42 år og far til 2 piger og har boet i Skovlunde i ca. 15 år. 

Jeg er udnævnt som årets kunstner i Ballerup Kommune 2025/2026 og har i den forbindelse skabt tre originale linoleumstryk som bruges til jubilæumsgaver til medarbejdere eller gaver til særlige anledninger i kommunen. Serien er inspireret af Sømosen i Ballerup/Herlev og forener naturens bevægelse med et grafisk og sanseligt billedsprog. Værkerne omhandler bevægelse, erindring og håb. 

I min kunstneriske praksis arbejder jeg med oliemaleri, akvarel, grafik og tegning med fokus på menneskelig sårbarhed, transformation og identitet i en samtid præget af teknologi, acceleration og konstant forandring. 

Mine værker bevæger sig mellem det figurative og det opløste og undersøger spændingen mellem det menneskelige, det organiske og det psykologiske. Gennem lag, farver og fragmenterede former skabes billeder, der kredser om følelser, tilstande og indre landskaber. 

Ved siden af min kunstneriske praksis arbejder jeg også med kreative fællesskaber og kunstneriske processer for børn og unge med fokus på kunst som refleksion, nærvær og menneskelig forbindelse. 

Alle er velkomne til fernisering den 4. oktober kl. 13.00. 

Søndag den 4. oktober – fredag den 30. oktober, i den betjente åbningstid i Kulturhus Måløv, Salen. Gratis – bare mød op.