Arrangementer for voksne

Fredslyset kommer til Ballerup

Tid
16:00 - 17:00
Sted
Ballerup Bibliotek
Banegårdspladsen 1,
2750 Ballerup
Cafescenen
Et lys for fred, fællesskab og venskab

Kom og vær med, når Fredslyset fra Betlehem igen kommer til Ballerup. Vi mødes på Ballerup Bibliotek til musik, fællessang og taler om fred og venskab. Herefter går vi i samlet optog til to plejehjem i byens centrum, tænder lanterner og synger for beboerne. Borgmesteren tænder også byens juletræ på Kirketorvet med Fredslyset, inden dagen afsluttes med andagt og fællessang i Ballerup Kirke.

Om arrangementet

Traditionen med Fredslyset fra Betlehem blev startet i Østrig i begyndelsen af 1980’erne. Siden har den med hjælp fra Sct. Georgs Gilderne bredt sig til resten af Europa.

I Ballerup blev traditionen indført af den afdøde gildemester Otto Gerling. I 2005 foreslog han, at Ballerup Multikulturelle Forening skulle være med til at udbrede traditionen. Da foreningen lukkede, overtog Bydelsmødrene i Ballerup arrangementet.

Siden er begivenheden blevet en tradition, der samler flere foreninger og borgere på tværs af alder og etnicitet.

Fredslysets budskab

Et lys for fællesskab,
et lys for forståelse,
et lys for fred og venskab,
et lys for tolerance,
et lys for nødlidende og ensomme,
et lys for dem, der hjælper andre.

En gave, som skal lyse op i adventstiden.
En gave til dig, så du kan tænde et lys til glæde for andre.

Samarbejde

Arrangementet er et samarbejde mellem Bydelsmødrene, Albergue Ballerup, Ballerup Bibliotek, Ballerup Kommune, Ballerup Sogn og Handelsforeningen.