Bliv frivillig
Der er brug for hjælp til alt muligt, det vigtigste er, at du har tid og lyst til at gøre en forskel for andre.
Som frivillig på Ballerup Bibliotekerne kan vi tilbyde dig:
- At du kommer til at gøre en forskel for andre mennesker.
- At du får sjove og berigende oplevelser.
- At du bliver en del af en engageret gruppe mennesker og en aktiv videns- og kulturinstitution.
- At du bliver positivt modtaget og får en samtale med henblik på at afdække forventninger og muligheder i dit frivillige arbejde.
- At du får en god introduktion til opgaverne og ved, hvad der forventes af dig.
- At du får en kontaktperson, der kan besvare dine spørgsmål.
- At du får masser af erfaring med fra det område du har valgt at arbejde inden for.
- At du får sparring, råd og hjælp til dit frivillige arbejde.
- At du to gange om året bliver inviteret til et særarrangement sammen med alle de andre frivillige på Ballerup Bibliotekerne.
Hvad kan man lave?
Du kan blive en del af de faste grupper af frivillige, som er tilknyttet biblioteket eller du kan finde på noget selv i samråd med bibliotekets ansatte. De etablerede grupper er:
- IT-stuen: Hjælper folk med alt der har med it at gøre - fra MitID til opsætning af iPads.
- Lektiecaféen: Hjælper primært unge og voksne med skole- gymnasie og univsersitetsopgaver.
- Kulturvenner: Hjælper til, når der afholdes arrangementer.
- Byhaven i Skovlunde Kulturhus: Få mere at vide hos Gerd på aneh@balk.dk
- Caféen i Skovlunde Kulturhus: Laver kager, kaffe, sandwicher og hygger om gæsterne i kulturhuset.
- Tech-Teket: Afholder kurser, workshops og hjælpe med nye tiltag i vores biblioteksmakerspace. Få mere at vide hos: Pernille på perk@balk.dk
- Repair Café: Få mere at vide hos Pernille på perk@balk.dk.
Har du gode idéer til nye tilbud, er de også meget velkomne!
Hvor meget tid skal jeg bruge?
Det afhænger af det team, du gerne vil være frivillig i. Men du skal regne med en ugentlig vagt af 3 timers varighed.
Hvordan bliver jeg frivillig?
Du sender en mail til ballerup-bibliotek@balk.dk med emnet ' bliv frivillig', og herefter vil du blive kontaktet af en medarbejder fra Ballerup Bibliotek.
Du er også altid velkommen til at kigge forbi og få en snak med os. Vi glæder os til at høre fra dig!
Caféhjælper i Skovlunde
Frivilligt arbejde i caféen
Caféen i Skovlunde Kulturhus har brug for din hjælp.
Vil du være med til at drive caféen i Skovlunde Kulturhus?
Det er en lille gruppe engagerede frivillige, som driver caféen i Skovlunde Kulturhus.
Har du lyst til at være med og bruge 4 timer om ugen sammen med resten af holdet og bage kager, smøre sandwich, lave kaffe og hygge om gæsterne i kulturhuset, så glæder vi os til at høre fra dig!
Kontakt: Kristine Løgsted Andersen på mail kran@balk.dk
IT-hjælper i IT-stuen
Lad dit it-kendskab komme andre til gode.
Er du god til it? Har du styr på iPads og digital post og har du lyst til at hjælpe andre med at bruge computere, tablets og digitale værktøjer, så kan du blive en del af it-hjælpen på Ballerup Bibliotek.
Du skal kunne tage to timers vagt om ugen i tidsrummet mellem 10-12 og 13-15.
Har du nogen spørgsmål til it-hjælpen er du mere end velkommen til at kontakte:
Jakob Bach Nyborg - Telefon: 41 75 00 62, Mail: jany@balk.dk
Kulturven
Vil du være den hjælpende hånd ved arrangementer i Ballerup Bibliotekerne?
Har du lyst til at være med til at gøre de mange arrangementer på Ballerup Bibliotek og i kulturhusene i Skovlunde og Måløv endnu bedre? Hvis du nyder værtsrollen og kan lide at få folk til at føle sig godt tilpas er det måske noget for dig at blive en del af Ballerup Bibliotekernes kulturvenner.
Vi har brug for ekstra hænder, når der skal serveres kaffe, tages imod billetter, laves pr., stilles stole op og alt det andet, der skal gøres, når vi afholder vores forskellige arrangementer.
Kulturvennerne fungerer også som ambassadører for biblioteket rundt omkring i Ballerup, hvor de færdes. I fremtiden håber vi på, at kulturvennerne kan hjælpe med mange forskelligartede opgaver, som for eksempel at fungere som ekstra-voksne, når børnehaverne skal på biblioteksbesøg.
Hvis du vil høre mere om kulturvennerne, er du velkommen til at kontakte biblioteket på ballerup-bibliotek@balk.dk.
Lektiehjælper
"Lektiehjælpen er gensidig læring!" - Erik Kayerød, lektiehjælper
Lektiecaféen er et åbent tilbud om lektiehjælp til alle børn, unge og voksne i Ballerup.
Som lektiehjælper skal du kunne tage en vagt om ugen af tre timers varighed i tidsrummet 15-18 på Ballerup Bibliotek.
Lektiehjælperne har forskellige baggrunde, nogle har undervist tidligere, nogle er studerende og andre kommer fra helt andre erhverv. Fælles er lysten til at møde mennesker i øjenhøjde og dele ud af sin viden.
"Vi bliver udfordret og dét er sjovt!" - Birthe Olsen, lektiehjælper, tidligere gymnasielærer
"Det bedste er, når man ser, at de kommer igennem deres eksaminer eller videre i uddannelsessystemet - dét er fantastisk! Og så er det sjovt at møde helt andre typer familier, end dem jeg normalt ser. " - Erik Kayerød, letiehjælper, pens. civilingeniør.
Vil du vide mere, er du velkommen til at kontakte:
Henriette Larsen - Telefon: 41 75 00 54, Mail: hil@balk.dk