Lektørudtalelse

Forfatter: Steffen Gordon Nielsen

Kort om bogen

Har man den mindste interesse for Ibsen eller nordisk kulturhistorie, er der ingen vej udenom denne velskrevne og fængslende biografi

Beskrivelse

At den norske forfatter Henrik Ibsen er evig aktuel, vidner de mange udgivelser i efteråret 2019 om. Her udkommer bl.a. flere omskrivninger af hans værker, samt nærværende biografi af den prisvindende norske historiker og biograf Ivo de Figueiredo. Den roste biografi udkom oprindeligt på norsk som et to-binds værk i 2006 og 2007, men i 2010 udkom en revideret og forkortet 1-binds udgave, og det er denne version som nu er blevet oversat til dansk, dog med enkelte ændringer. Bl.a. har forordet fokus på forholdet Danmark og Ibsen. Bogen er opbygget som en traditionel biografi, hvor Ibsens liv gennemgås kronologisk, med kapitlerne inddelt efter de byer han boede i. Ibsen var en kompleks person og Figueiredo undersøger bl.a. hvordan mennesket Ibsen har smeltet sig sammen med masken Ibsen. Med noter, litteraturliste og metodisk efterskrift

Vurdering

Letlæselig biografi, som på fornem vis kommer bag fænomenet Ibsen og både afliver og bekræfter nogle af de mange myter om manden. Det er en detaljeret fremstilling, men sproget er flydende og fængende. Fungerer fremragende til forståelse af hans værker, og er et kommende referenceværk

Andre bøger om samme emne

Første deciderede biografi om Ibsen på dansk i årevis. Figueiredo nævner selv bl.a. Fergusons Henrik Ibsen og Meyers Henrik Ibsen som værende blandt standardværkerne