Lektørudtalelse

Forfatter: Julie Arndrup

Kort om bogen

En fin illustreret historie om fugleungen Ibis, der mister sine forældre i krigen og bliver sendt mod Danmark for at finde sikkerhed. Velegenet til oplæsning fra ca. 6 år og selvlæsning fra ca. 10 år

Beskrivelse

Den lille fugleunge Ibis bor sammen med sin mor og far i Syrien. De lever simpelt og fredeligt, men krigen kommer nærmere og en dag dør forældrene i et bombenedslag. Ibis bliver hentet af sine bedsteforældre og bor en tid hos dem, men krigen indhenter dem igen og bedsteforældrene sender Ibis afsted mod Danmark og sikkerheden på ryggen af en kæmpe albatros, sammen med en masse andre små fugle. Efter en dramatisk rejse og en udfordrende start i det nye land, ender Ibis hos en solsortefamilie, der passer rigtig godt på ham

Vurdering

Det er en barsk historie, med forældre der dør, men jo ikke mere barsk end virkeligheden. Hvis man har børn der spørger ind til flygtningekrisen er denne bog et rigtig godt udgangspunkt for en snak og et forsøg på at forklare hvad der foregår. Illustrationerne af de mange forskellige fugle er farverige og passer godt til fortællingen

Andre bøger om samme emne

En anden illustreret fortælling om flygtningebørn er Zenobia og der findes også letlæsningsbogen Ella og Nella