Lektørudtalelse

Forfatter: Lene Hedengran Rasmussen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Til svampejægere og andre der gerne vil tilberede svampe på nye måder

Beskrivelse

En inspirerende svampekogebog fra den svenske biolog og svampeekspert Pelle Holmberg og hans kone Ingrid Holmberg. De har mere end 40 års erfaring med at indsamle og tilberede svampe, og resultaterne ses her i svampekogebogen. De gennemgår, hvordan svampene plukkes, renses og opbevares. Hvis man tror svampe blot er noget man rister på panden, så får man i dén grad input til nye smagsoplevelser i denne bog. Der er opskrifter på supper, brød, omeletter, fisk, kødretter, syltning og meget mere. Derudover er der også gode fif til udnyttelse af rester. Bagest et to-delt register; først et alfabetisk - derefter et svamperegister, hvor der under hver svampetype er nævnt de opskrifter, man kan lave med lige netop denne type svamp. Begge meget anvendelige. Bogen krydres med flotte farvefotos, og selv om bogen oprindelig er svensk, kan den sagtens overføres til danske forhold

Sammenligning

Der findes ikke så mange svampekogebøger på dansk - den nyeste er: Den store svampekogebog af Victoria Lloyd-Davies fra 1992. Den er ikke så omfattende som Holmbergs

Samlet konklusion

En inspirerende, grundig og letlæst kogebog med information og opskrifter på tilberedning af svampe