Det, som først springer i øjnene og imponerer ved V for Vendetta, er værkets høje ambitionsniveau. Allerede da historien første gang blev udsendt i samlet form på engelsk i 1989, stod det klart, at her var tale om noget helt specielt, og årene har ikke rokket ved det indtryk. Alan Moores store tegneserieroman i 3 akter om undertrykkelse og oprør, magt og magtesløshed, nederlag og håb er et hovedværk i produktionen og en nyklassiker, som det er godt omsider at få oversat. Handlingen er disciplineret og dygtigt skruet sammen i et kompliceret mønster af indbyrdes sammenhængende enkeltbegivenheder, der tilsammen fortæller historien om et totalitært samfund, som i en nær fremtid befinder sig på randen af sammenbrud. Intrigen er elementært spændende og medrivende fortalt med et par indbyggede overraskelser undervejs. Men V for Vendetta ville naturligvis ikke være et mesterværk, hvis ikke David Lloyds billedside til fulde formåede at matche ambitionerne i Moores meget stramt strukturerede manuskript. Lloyds suggestive tegninger i en realistisk streg med kraftig brug af kontrastvirkninger holder de voksne læsere i et jerngreb gennem hele den dramatiske beretning og sørger for en helstøbt oplevelse. Historien er netop blevet filmatiseret