Arrangementer for voksne

TALK med Digitaliseringsstyrelsen, Ballerup Kommunes digitaliseringschef og ph.d. studerende fra Rockwool fonden

Kunstig intelligens &...en jungle af beslutninger, forudsigelser og forordninger
Tid
19:00 - 21:00
Pris
Normal: Gratis
Bibliotek
Posthuset
Adresse

Banegårdspladsen 7
2750 Ballerup
Danmark

Kom med til en spændende aften, hvor fokus er på dig som borger i Ballerup Kommune. En aften, hvor kunstig intelligens sætter rammen, og hvor vi sammen bliver klogere på, hvordan kommunen forholder sig til en fremtid, der allerede er blevet nutid. Og hvad med vores nationale institutioner – hvad tænker de om denne udvikling? Hvordan kan en omfavnelse af de nye teknologier være med til at gøre livet lettere, når du som borger er i kontakt med landets offentlige institutioner og myndigheder?

Alt det – og meget mere – får vi indsigt i, når vi præsenterer et "kinderæg" af eksperter og chefer, som er nysgerrige og klar til diskussion.

Herunder kan du møde aftenens panel og få et indblik i, hvad de hver især vil bidrage med:

Daniel Juhász Vigild – PhD-studerende ved SODAS og i ROCKWOOL Fondens Forskningsenhed

Icon Description

Daniel forsker i digitalisering af den offentlige sektor, med et særligt fokus på brugen af AI i sagsbehandlingen. Han åbner aftenen med en introduktion til, hvad kunstig intelligens er, og vil både konkretisere og afmystificere begrebet. Daniel vil også vende de store temaer og diskussioner omkring AI’s udvikling og anvendelse: Hvor meget bedre er AI end mennesker? Hvordan bruger vi AI – tæt på borgeren vs. systemnært, og avancerede løsninger vs. simplere løsninger? Og endelig stiller han det store spørgsmål: Hvorfor skal vi overhovedet bruge AI i den offentlige sektor?

 

Lasse Olsen – Chefkonsulent og teamkoordinator i Digitaliseringsstyrelsen

Icon Description

Lasse arbejder med nye teknologier og er pt. en del af den Digitale Taskforce for Kunstig Intelligens, hvor han beskæftiger sig med teknologiens udbredelse. Lasse vil fortælle, hvordan kunstig intelligens kan forbedre service til borgere og virksomheder og øge effektiviteten og kvaliteten af den offentlige opgaveløsning. Han vil også give et indblik i status og de nyeste erfaringer med AI i den offentlige sektor.

Eske Kock Pedersen – Digitaliseringschef i Ballerup Kommune

Icon Description

Eske har tidligere arbejdet i Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning og Kultur- og Fritidsforvaltning, hvor han senest var kontorchef med ansvar for data, automatisering og service management på web, telefoni og IT-systemer. Eske vil give os en kort introduktion til det eksisterende og kommende arbejde med kunstig intelligens i Ballerup Kommune, herunder de politiske principper for digitalisering og perspektiver på, hvordan kommunen og borgerne kan drage fordel af den nye teknologi. Mere specifikt vil Eske også fortælle om den kommende AI-forordning, de opgaver, den medfører, samt de rammer, som kommunens afprøvning af AI-løsninger opererer inden for.

Det bliver en spændende aften, hvor vi virkelig opfordrer jer til at være spørgelystne! En unik mulighed for at få indsigt i, hvad der sker både lokalt og nationalt.

 

Dette er den tredje TALK i en lang række med den samlede titel "Kunstig intelligens &...". 
De kommer til at strække sig ud over efteråret og vinteren på Ballerup Bibliotekerne, og hver TALK har sit eget fokus med besøg fra forskellige kunstnere, eksperter og forskere, der hver især forholder sig til deres område i konteksten af kunstig intelligens.

Onsdag den 13. november kl. 19-21
Posthuset, Postsorteringen 
Gratis billetter