Godt nyt til alle jer, der elsker krimier!

Bibliotekets KRIMI Udvalgte er landet på dit bibliotek

Af Cecilie Damgaard Morales Bondy

Kom og find din næste krimi!

Så er der godt nyt til alle Ballerups (mange!) krimilæsere. 

I Forhallen på Ballerup Bibliotek kan du finde din næste fængende krimi på udstillingen "Bibliotekets KRIMI Udvalgte". Her finder du krimier udvalgt af Danmarks krimianmelder no. 1 Bo Tao Michaëlis særligt for Ballerup Bibliotekerne. Læs mere om de udvalgte her på siden:

”Natteløberen” af Karin Fossum

Første bind i en ny serie, som skal afløse hendes gamle serie med politimanden Konrad Sejer, har Eddie Feber i hovedrollen. Igen en politimand med et hav af børn og en spøjs måde at afhøre mistænkte på. Norske Karin Fossum er Nordens hemmelige krimidronning med sinistre temaer og mere mol end dur. Her i en historie om indbrud og vold mod ældre mennesker.

”I ond tro” af Keigo Higashino

Japanske krimier er noget ganske særligt. Ofte i samklang med landets magiske realisme er de både eksperimenterende ud fra den engelske opklaringskrimi. Leger med genrens logistik og stilistik. Som her i Japans mest populære krimiforfatter Keigo Higashinos puslespilskrimi. Om hvad der skete den dag bestsellerforfatteren Kunihikko blev myrdet i sit arbejdsværelse.

”Skærsild af Yrsa Sigurdardóttir 

Fem 30årige kollegiekammerater drager af sted til en begravelse på Heimaey, den lille øgruppe syd for Island. Udover mængder af sprut har harde også deres personlige ugler i mosen i bagagerummet. ’Skærsild’ er andet bind i Sigurdardóttirs nye serie som begyndte med ’Sort is* Her mødte vi for første gang strisserne Týr og Karó samt den indelukkede retsmediciner 40årige Idunn. 

”Klassefesten” af Perissinotto & d’Ettore: 

Semiotikprofessoren Alessandro   Perissinotto, som har et anbefalelsesværdigt krimiforfatterskab bag sig, har her fundet sammen med forsvarsadvokaten  Piero d’Ettore for at skrive en dødspændende retssalskrimi om voldtægt og mord i fortiden. Vi er i Torino og ’Klassefesten’ er første bind i En sag for advokat Meroni-serien.

”Pigen under jorden” af Elly Griffiths

Første bind med den synkefri Ruth Galloway er en gedigen hygge-nygge-uhygge-krimi i bedste britiske stil med stille sarkasme, godt sprog og engelsk lune. Det er her i første bind om Galloways meritter oppe i Nordengland at hun fatalt møder den katolske strisser Harry Nelson. Udover en sag om et lig ude i saltmosen er der amoriner i luften. Der er fjorten bind om Galloway på dansk.

”Kæntring” af David Garmark

 En oldefar som helt? Walther Brink er pensioneret retsmediciner, som bokser lidt i kælderen, er lidt gnavpotte, men holder sig i form og figur. Hustru og datter er døde og så dør hans barnebarn som stofmisbruger. Eller som noget andet? Sammen med sit oldebarn vinkles Walther ind i korruption og mord i smilets by Aarhus. Velskreven hyggekrimi med kant. Første i en serie.

”Helvedesblomster” Ilaria Tuti

Mit navn er Teresa Battaglia, jeg erpolitikommisær, specialist ii profiling, og hver eneste dag vandrer jeg gennem helvede. Sådan præsenterer Tutis hovedperson sig selv i første bind om hende. Oppe i det nordøstlige Italien til grænsen mod Slovenien, hvor skovene er dybe og gemmer på hemmeligheder fra fortiden og historiens nutid. Den midaldrende Battaglia bærer selv på sin egen.

”Slagteheste” Mark Heron

Første bind om den fordrukne og pruttende efterretningsmand Jackson Lamb. Han er leder af titlens slagteheste, det engelske efterretnings tabere og tumper som er anbragt i en nedslidt bygning i London. Mick Herron anses med rette for at være John le Carrés efterfølger udi i spiongenren. Bare morsommere og måske lidt frækkere.  Der er seks bind på dansk i serien, sidste hedder Slagteofre. (Undervejs).

”Tredive dages mørke” af Jenny Lund Madsen

Den kultursnobbede og drikfældige forfatter Hannah rejser til Island for at komme over sin skriveblokering og traumatiske foragt for krimier. Men der sker ting og sager i et islandsk lokalsamfund, hvor Hannah også møder kærligheden. Manusforfatteren Lund Madsen debuterer med en ganske original krimi som også handler om krimien som genre. Til oktober vender Hannah tilbage i toeren, ’Under en blændende sol.

”Sorthuset” af Peter May

Første bind i trilogien om den skotske ø Isle of Lewis tager os op til den mere afsides, vindblæste og barske del af Skotland. Alle kender alle og mange har noget på hinanden. Et bestialsk mord med tråde til fastlandet får Fin Macleod fra Edinburghs politi til at vende tilbage til sin fødeø og bliver konfronteret med sin fortid. Vi taler om Tartan Noir. Trilogien er prisbelønnet bl. a. med den danske Palle Rosenkrantz-pris.