Kig forbi Posthuset – og få et sundhedstjek
Er du i Ballerup og har lyst til et gratis sundhedstjek eller en snak om dit helbred, kan du snart kigge forbi Posthuset og få det gjort.
Af Morten Lykke Larsen
Mandag den 31. august kl. 14.00-15.30 er første gang, du kan møde det mobile sundhedsteam på Posthuset og få en uforpligtende snak om din sundhed.
Du behøver ikke bestille tid, men kan bare kigge forbi, når det passer dig, hvis du har lyst til at tale med en sundhedsprofessionel om det, der fylder.
Er du nysgerrig på, hvordan det står til med din sundhed, eller går du rundt med en bekymring, du gerne vil vende med en fagperson? Så har du snart muligheden i Posthuset. Her er ingen vurderinger eller registreringer – kun trygge rammer og professionel vejledning.
Siden starten af året har sundhedstilbuddet været på besøg i Kulturhus Måløv og Skovlunde Kulturhus, hvor borgere én gang om måneden har kunnet møde kommunens mobile sundhedsteam.
Nu rykker tilbuddet også ind i Posthuset. Her kan du den sidste mandag i måneden få en snak om din sundhed og få råd og vejledning til en sundere hverdag.
Klik her for at læse mere og se datoerne for, hvornår sundhedsteamet besøger vores huse.
Få et gratis sundhedstjek og en snak om dit helbred:
Første mandag i måneden kl. 14.30 – 16.00, Skovlunde Kulturhus.
Anden tirsdag i måneden kl. 15.00–16.30, Måløv Kulturhus.
Den sidste mandag i hver måned kl. 14.00-15.30, Posthuset.