Arrangementer for voksne

Jordens forhistoriske klimakatastrofer

Livestreamet videnskabsforedrag
Tid
19:00 - 21:00
Pris
.: Gratis
Bibliotek
Kulturhus Måløv
Adresse

Måløv Hovedgade 60
2760 Måløv
Danmark

Klimaet har ændret sig mange gange igennem Jordens 4,6 mia. års historie – fra ekstreme kuldeperioder hvor Jorden var dækket af is og sne til globale hedebølger med skove og krokodille-lignende dyr i Arktis. 
 

Variationer i drivhuseffekten har spillet en nøglerolle hele vejen igennem, men hvad styrede drivhuseffekten, før vi mennesker kom til, og hvad kan vi lære af det?
 

Én af Jordens unikke egenskaber er, at dens yderste lag er brudt op i store plader, som kan bevæge sig. Det er det, der kaldes pladetektonik. 
 

Når de tektoniske plader bevæger sig, kan det resultere i perioder med mange vulkanudbrud, som tilfører CO2 til atmosfæren. 
Ligeledes kan bevægelse i de tektoniske plader også resultere i perioder med meget bjergkædedannelse, som fjerner CO2 fra atmosfæren ved at omdanne CO2 til mineraler, som bindes i jordlagene. 
 

Jordens pladetektonik har altså en tydelig indvirkning på vores klima via dens påvirkning på kulstof C, et yderst vigtigt grundstof. 
 

Kulstof indgår i alle organiske forbindelser og har en helt essentiel rolle for livet på Jorden. Ud over at spille en rolle i biologiske processer på Jordens overflade er kulstof også en vigtig del af de geologiske processer dybt nede i jorden, hvor man finder både olie, gas og mineraler. 
 

Udvekslingen af kulstof mellem atmosfæren, de biologiske processer på planetens overflade og de geologiske processer dybt nede i jorden kaldes for Jordens kulstofkredsløb.
 

Kom til videnskabsforedrag med geofysiker David Lundbek Egholm og hør om Jordens klimahistorie, kulstofkredsløbet og menneskers indflydelse på det. Du vil i foredraget også høre mere om omdannelse af CO2 til mineraler, og hvordan forskerne vil udnytte Jordens geologiske lag til aktivt at fjerne CO2 fra atmosfæren. 
 

Jorden har en 4,6 mia. år lang klimahistorie – hvad kan vi lære af fortiden, og hvor er vi på vej hen?
 

Tirsdag 1. oktober kl. 19-21
Kulturhus Måløv, Salen 
Gratis billetter