Lektørudtalelse

Forfatter: Peter Holm Rasmussen

Kort om bogen

En fortælling om kærlighed, sex, familie, religiøsitet og om det, pludseligt at stå med et lille barn i hænderne, mens fortidens affærer, ubehagelige stalkere og nidkære familiemedlemmer fordømmer en, ikke mindst pga. ens seksuelle orientering. Til læsere af alternative og lidt skæve familieromaner

Beskrivelse

Vi følger det unge lægepar Mathias og Kamal, der kommer fra en hhv. indremissionsk familie og en katolsk/iransk baggrund. Begge dele byder på udfordringer fra deres omgivelser, ikke mindst på hospitalet, deres fælles arbejdsplads i Holstebro. Samtidigt skal de få det daglige til at fungere, kærligheden skal passes, livet skal leves og fremtiden planlægges. Midt i det hele opstår en tragedie, der sætter alting på den anden ende og ændrer deres liv for altid. Mathias' nevø Tobias står pludseligt uden forældre, og nu står det unge par, midt i omgivelsernes fordømmelser, som mulige småbørnsforældre

Vurdering

Igennem et år følger vi Mathias og Kamal i en underholdende, men også meget alvorlig fortælling. Der er fart på, og det føles næsten som at læse en tv-serie med små afsnit, hvor man med endt læsning, faktisk ønsker en sæson mere. Det skal nævnes at sexscenerne er ganske eksplicitte, og der er mange af dem

Andre bøger om samme emne

Romaner som fx En rigtig kærlighed, Tør aldrig tårer bort uden handsker, En dag vil vi grine af det og Sådan som vi elsker med deres skildringer af forhold i provinsen, vil kunne nå samme læsere