Lektørudtalelse

Forfatter: Stine Veisegaard

Kort om bogen

Ulf og hans bedste ven Bernt synes, Oscarson er den mest uhyggelige mand i verden. Derfor kalder de ham Tordenbraget. En dag styrter Ulfs mors verden sammen, og Tordenbraget er måske den eneste, der kan hjælpe dem. Humoristisk bog til højtlæsning fra 7 år og selvlæsning fra 10 år

Beskrivelse

Ulfs mor elsker at spille klaver, ligesom hun nyder at være alene en gang om ugen i sin hytte, som kaldes "Ensomheden". Her får hun energi til at varetage alle husets pligter. En dag falder et træ ned over hytten, og den braser sammen. Ulfs mor bliver trist og stopper med at spille klaver. Det synes Ulf, der må gøres noget ved. Sammen med vennen Bernt beslutter de sig for at hypnotisere den frygtindgydende, kraftige og behårede Oskarsson, kaldet Tordenbraget. Det lykkes dem at få Oskarsson til at bygge en ny hytte. Som tak, lærer Ulfs mor, Oskarsson at spille klaver. Forfatteren Ulf Stark, der har et omfattende forfatterskab bag sig, efterlod materialet til bogen inden sin død i 2017

Vurdering

Varm historie om to drenges oplevelser, det hele set fra Ulfs synsvinkel. Humoristisk beskrivelse af drengenes oplevelse af Oskarsson, som man både gyser over, men også holder af, når han sætter drengenes plageånd, Bosse, på plads

Andre bøger om samme emne

Kan sammenlignes med Ole Lund Kirkegaards bog Orla Frø-Snapper og Bjarne Reuters Kidnapning, som begge er bøger, hvor forfatterne formår at genskabe børnenes egne forestillinger med humor og varme