Lektørudtalelse

Forfatter: Steffen Kronborg

Kort om bogen

Selv om Robert Johnson (1911-1938) kun blev 27 år og kun nåede at indspille 29 numre, er han i dag en blues- og guitarlegende. Læs beretningen om Johnsons hektiske liv med musik, kvinder og sprut, fortalt i tegneserieform. Til alle musik- og tegneserieelskere

Beskrivelse

Tegneren Mezzo har tidligere kun været præsenteret på dansk i antologien Julens fristelser, men i sit hjemland Frankrig har han en stor produktion bag sig. Hans karakteristiske, træsnitagtige streg har medvirket til at indbringe ham flere tegneseriepriser, bl.a. for "Love in vain". Albummet i tværformat afsluttes med teksterne til 7 af Johnsons sange, ledsaget af 7 helsides illustrationer

Vurdering

Det lidt fortænkte fortælletekniske greb, at lade beretningen om Johnsons begivenhedsrige liv blive fortalt af djævelen selv, er slet ikke nødvendigt for at formidle en spændende historie om en mand, som hele livet igennem forsøger at kompensere for en hård barndom og opvækst, og som i sin person inkarnerer en hel befolkningsgruppes historie. Johnsons dramatiske historie bliver ikke mindre dramatisk i Mezzos dystre og stærkt suggestive sort-hvide billeder, som hver for sig udgør et lille kunstværk, og som tilsammen skaber en dybt foruroligende skæbnefortælling

Andre bøger om samme emne

Mezzos streg minder en del om Robert Crumbs tegnestil, og indholdet i "Love in vain" ligger da også tæt på Crumbs tegneserieunivers