Postkort fra Posthuset - Dothe fra Across-the-Board

18.10.22
I vores serie "Postkort fra Posthuset" kan du læse om, hvem der bruger Posthuset. Her kan du læse om Dorthe fra Across-the-Board.

Hvad er dit navn?

Dorthe Dreyer

Hvilken forening kommer du fra?

Across the Board – Brætspil i Ballerup. Jeg er med i foreningens bestyrelse og er frivillig. Jeg er så heldig, at have været med helt fra starten, hvor vi blev oprettet som forening tilbage i maj ’21. Vi slog dørene op september ’21 og har siden da været faste brugere af Posthuset 1-2 gange om ugen.

Hvad bruger du Posthuset til?

Primært bruger jeg Posthuset i forbindelse med Across the Board, hvor vi hver onsdag og hver anden søndag slår dørene op til nogle timer med masser af brætspil og hygge. Derudover har vi som forening også haft nogle særarrangementer og medlemsarrangementer som Posthuset har dannet ramme om.

Hvad er du gladest for ved at bruge Posthuset?

Placeringen af Posthuset så centralt i Ballerup gør det nemt at komme til. At være en del af en forening og det fællesskab det bringer, at mødes om en fælles hobby og interesse. Når jeg kommer i Across the Board har jeg noget til fælles med alle de andre der også er der – en passion for brætspil. Lige meget hvor forskellige vi ellers er mødes vi om en fælles passion. Jeg får mødt og talt med en masse forskellige mennesker, får udvidet mit netværk og udbredt glæden ved alt det brætspil kan.

Kan du nævne ét arrangement på Posthuset, som du syntes var ekstra sjovt at lave?

I år har det uden tvivl været fejringen af Harry Potters fødselsdag, som var det største arrangement vi som forening endnu har arrangeret. Både planlægningen, som tog måneder og dagen før, hvor vi gik og pyntede op og så hvordan det hele ville komme til at tage sig ud til selve arrangementet. Vi havde ingen idé om hvor mange der ville komme – ville de komme 20 eller 50? Der kom over 130 fantastiske besøgende til smagprøver, spil konkurrencer og kreative udfoldelser. Det var intet mindre end fantastisk at være med til og helt overvældende så godt de besøgende tog imod vores arrangement.

Husk, at Posthuset er hele Ballerups samlingssted. Har du en god ide til et arrangement, netværk eller aktivitet? Tag endelig fat i vores kollegaer på posthuset@balk.dk, de vil herregerne understøtte dine ideer.