Podcasts som ikke er som de andre

13.07.22
Mangler du inspiration til nye podcasts? Og vil du gerne høre nogle, som ikke er som de andre? Så læs med her

Podcasts kommer i alle afskygninger og der er noget for enhver smag. I denne artikel har vi fundet frem til tre podcast, som ikke ligner nogle andre. Du kan finde dem alle på Spotify.

A Seat at the Table

I A Seat At The Table er værterne Naima Yasin & Ingrid Baraka og de lufter deres tanker – uden filter.  Hver søndag stiller de skarpt på hinanden, deres følelser og holdninger til mænd, hår, mental sundhed, politiske overbevisninger og meget mere. Uhørte sandheder kommer på bordet og fordomme bliver gjort til skamme. For at give endnu flere mennesker en plads ved bordet, inviteres gæster ind, så de i podcasten sammen kan lære, lytte og udfordre hinanden på nogle af de emner, der optager sorte kvinder i Danmark

Vild med Svans

Vild Med Svans er en samtalepodcast med Aleksander og Josias. Gutterne snakker skammen ud af alt det de har brugt meget af livet på at fortrænge. Det gør de ved at dykke dybt ned i private og personlige erfaringer og ved at vende verden omkring dem med regnbuefarvede briller på. De deler ud af sårbare øjeblikke, men tilsætter altid latter, mildhed og obskure popkulturelle referencer for at finde en eller anden balance i det uretfærdige og på samme tid fuldstændig fantastiske ved at være født som stor, skøn svans!

Onde Anna

Det er troldkvindernes skyld. Det siger Anna Barskiær, en kvinde i 1600 tallets Køge, hvis børn er blevet besat af djævlen. Hun bliver dermed igangsætter af en af de største trolddomsprocesser i Danmark i 1612-1615, hvor mindst elleve kvinder blev brændt levende, to begik selvmord og en forsvandt.

Forfatter Olga Ravn dykker ned i tingbøger fra retssagerne og tekster fra tiden for at forstå hvad det var der skete, og hvad der drev Anna. Og forstå hvorfor vi ikke taler mere om trolddomssagerne i Danmark - og de omkring 1000 almindelige kvinder der blev udstødt og dræbt i perioden fra midten af 1500 tallet til slutningen af 1600tallet hvor trolddomsbålene brændte ud. Måske er det på tide, at historien om hekseafbrændingerne fortælles på en ny måde.

Lav selv podcasts som ikke er som alle andre

Har du fået mod på at lave din egen podcast som skiller sig ud? Så kan du kvit og frit booke Posthusets podcaststudie. Læs mere her

Tags