Kender du Libby?

06.01.22
Find udenlandske e-bøger og lydbøger og meget andet godt

Libby er en overflod af e-bøger og lydbøger på engelsk for alle aldersgrupper og enhver smag. I Libby finder du også tidsskrifter og magasiner, sprogkurser og musik. Det er eReolenGlobal, der er bibliotekernes tjeneste for udenlandsk e-materiale, der står bag Libby. 

Der er over 300 engelsksprogede blade, men der er også danske i mellem som f.eks. Psykologi og Spis Bedre. Du kan ”abonnere” på bladene og få en besked, når der udkommer et nyt nummer. Magasinerne tæller ikke med i din udlånskvote, så bare lån løs!

Du finder den her: Libby 

Sprogkurser og koncerter

Genopfrisk dit skoletyske eller spring ud i at lære japansk med Libby. Der er sprogkurser på flere niveauer. Du finder dem under ”Foreign Language Study” Savner du at lytte og se koncerter i høj kvalitet, ligger musiktjenesten ”Qello Concerts” ” også i Libby. Her er der en bred vifte af koncerter for den rytmiske musik. Du kan fx finde Adele, Live at Glastonbury.

Det kan du i Libby

Når du reserverer e-materialer i Libby kan du følge med i, hvorhenne du er i køen. Er du samtidig en hurtiglæser, kan du vælge at ”aflevere” e-bogen og dermed glæde andre i køen. I Libby er der også funktioner som fx ”Bookshelf”, der giver dig et overblik over, hvad du abonnerer på og har lånt lige nu. Du kan låne 2 bøger og reserverer 2 bøger. Lånetiden er 21 dage, og de bliver afleveret automatisk. 

Libby er frit tilgængelig og lige til at gå til, hvis du er oprettet som låner på Ballerup Bibliotek. Libby er på engelsk og har et lidt anderledes udseende end app’en ”eReolen”. Omvendt er Libby nem og intuitiv at navigere rundt i, så vær ikke bange for at tage Libby i hånden og udforske det store e-univers. Hvis du alligevel får brug for hjælp finder du en kort lille vejledning her nederst på siden.
 

 

Tags
Materialer