Integrationspris til Tal Dansk Caféen

Af Anonym (ikke efterprøvet)
05.12.19
Ballerup Kommunes integrationspris er netop blevet tildelt Tal Dansk Caféen, der holder til på Ballerup Bibliotek og bliver varetaget af frivillige fra Røde Kors. Prisen gives til en person eller en gruppe, der yder en særlig og/eller vedvarende indsat for integration i Ballerup Kommune. På Ballerup Bibliotekerne er vi meget stolte af at have dette tilbud og er meget glade for den kæmpe indsats de frivillige yder og ønsker stort tillykke med den velfortjente pris.

Hver torsdag fra kl.17 – 19 sidder de engagerede frivillige klar til at hjælpe udlændinge med udtale, ansøgninger og avislæsning i Tal Dansk Caféen. Mange af caféens frivillige har været med siden starten i 2016, hvor caféen blev etableret efter ønske fra biblioteket. Dengang blev den varetaget af Dansk Flygtningehjælp. I dag er det Røde Kors, der driver caféen med Søren Stahl Nielsen som tovholder og det gør de så godt, at Ballerup Kommune har valgt at belønne deres indsats med årets integrationspris. 


Brugerne er også meget tilfredse med tilbuddet og nogle af dem rejser endda langt for at være med, som Ruijia Zhu fra Kina, der bor i Stenløse, men bruger Tal Dansk Caféen i Ballerup:
”Jeg går på sprogskole, men de har ikke åbent alle dage og så kommer jeg her i stedet,” fortæller hun. Ruijia Zhu er glad for det hyggelige miljø omkring caféen, der gør det muligt både at være på tomandshånd og sidde i større grupper og snakke. 


”Det giver en god følelse at være her. De frivillige er søde og man er ikke bange for at spørge dem om ting i det danske samfund, ” siger Ruijia Zhu, der føler, at hun lærer utroligt meget om den danske kultur ved at komme i caféen, ”Sprogskolen handler selvfølgelig rigtigt meget om at lære sprog, så det er godt at komme her og lære om alt det andet. ” 

Ruijia Zhu vil gerne lære dansk og integreres i det danske samfund og derfor er det så vigtigt for hende at have et rum, hvor der ikke findes dumme spørgsmål og man kandykke helt ned i den danske kultur. 
”I fremtiden, når jeg er blevet rigtigt god, vil jeg gerne komme og være frivillig her i caféen og hjælpe med at oversætte fra kinesisk”, slutter Ruijia Zhu inden hun fortsætter med at træne sine danskkundskaber.     
Alle er velkomne i Tal Dansk Caféen og man møder bare op. Det er på Ballerup Bibliotek, hver torsdag fra 17 – 19.