
Europæiske unge mødes i Ballerup
Tech-teket på Ballerup Bibliotek har i flere dage genlydt af ivrige unge stemmer, der har diskuteret på engelsk med spanske, tyske og hollandske undertoner.
En gruppe unge fra seks forskellige skoler rundt om i Europa har i februar besøgt Ballerup for at arbejde sammen om en fotoudstilling med deres egne fotografiske fortolkninger af temaerne: Values, Prejudices, Stereotypes, Tradition and Religion.
Det er Måløvhøj skole og Tech-teket, som er de danske samarbejdspartnere i det europæiske projekt med Rie Lembcke Søvsø fra Ballerup Bibliotek og Nicolai Abildgaard Knudsen fra Måløvhøj Skole som tovholdere.
De unge elever har haft møder af en uges varighed over det sidste år, fortæller Rie og Nicolai.
De unge har boet hos hinanden og ved hvert møde arbejdet sammen om forskellige kreative projekter.
De har lavet performance i Spanien, de har lavet film i Holland, i marts skal de lave videokunst i Tyskland og nu fotografi i Danmark.
”Det har været fedt at opleve, hvor energisk de har arbejdet, og hvor glade og stolte de unge mennesker var over deres billeder, som også er rigtig fine”, fortæller Rie Lembcke Søvsø.
Viceborgmester Johan Müller åbnede udstillingen på biblioteket den 9. februar og var begejstret for projektet.
Det er et mål med projektet, at de unge skal opleve, hvordan ungdomsliv er i andre lande, og at venskaber ikke behøver begrænses af landegrænser.
Det gode fællesskab deles også af de voksne omkring projektet.
Rie og Nicolai fortæller, hvordan bl.a. de spanske lærere oplevede, hvor meget eleverne lærte undervejs, både det faglige omkring kreativitet og fotografisk arbejde, og også med fremmedsprog.
”De unge bliver så meget dygtigere til sprog, fordi de både diskuterer, udfordrer hinanden og selvfølgelig også hygger sig og fester sammen”, siger Nicolai.
Udstillingen kan ses på Ballerup Bibliotek til udgangen af februar, og projektet er forløbet så godt, at det allerede er planlagt til at blive gentaget næste år med en ny gruppe unge.