Billede af pixelfigur

Spilfigurer i 2D

Makerspace fortæller lidt om animation op til deres workshops i vinterferien

Animation. Ordet kommer fra latin og betød oprindeligt noget i retningen af ”at puste liv i”. Og det passer jo meget godt på det vi i dag kender ordet for – nemlig at skabe illusionen om liv i ting, om det så drejer sig om tegninger, computermodeller, LEGO-figurer eller dukker. 

Animationsstilen, som vi i Makerspace fokuserer på i vinterferien er det såkaldte ”Pixel-animation” – altså tegninger lavet på computeren med relativt få detaljer. Denne stil kaldes også nogle gange ”Retro-grafik”, da mange af de første spil, der kom ud i ’70erne og ’80erne var begrænset af tidens teknologi, og derfor måtte lave deres grafik i meget lav opløsning. Fx fyldte det første Super Mario spil fra 1985 kun omkring 35 kilobyte – altså en brøkdel af hvad et almindeligt fotografi fylder i dag.

Billede af super mario

I dag er vi vandt til skærme med en opløsning på 1920x1080 – altså 1920 pixels på den ene led og 1080 på den anden – og den nye standard, der er på vej er den såkaldte 4k. Her har man en opløsning på hele 3840x2160.

Men med så mange pixels kan det være svært at starte med at animere, da man nærmest skal kunne tegne lige så godt, som hvis man tegnede på papir. Derfor er pixel-animation meget mere tilgivende at gå i gang med, da man ofte arbejder i opløsninger på 16x16 eller 32x32. I den størrelsesorden kan man næsten tænke på det som en digital perleplade.

Når man så har tegnet sin første lille spilfigur, skal man have liv i den. Og det gør man ved at kopiere eller tegne den igen, men lave en lille ændring på næste billede – såsom at flytte benene en smule eller rykke armene lidt længere op. Jo flere enkelte billeder en animation består af, jo mere flydende bliver animationen – lidt ligesom en film, som normalt består af 24 billeder i sekundet. Heldigvis kan man sagtens nøjes med meget mindre og stadig få effekten igennem med animation. 

Hvis vi vender tilbage til det originale Super Mario, så bestod hans løbe-animation kun af to billeder, der skiftede frem og tilbage lynhurtigt. 

Det endelige resultat kan så gemmes i mange forskellige formater. Fx kan man gemme det som en gif-fil, som man kan sende til sine venner, eller som filer man kan bruge til sine spil. En måde at gøre dette på kommer vi ind på i vores workshops.