Kvinde med høretelefoner presser en viking ned i en kuffert

Vægtløs spænding til ferien

01.08.19
Hvis din kuffert er ved at blive liiige tung nok, er det smart, at du kan låne fjerlette bøger hos os! Vi anbefaler her en række internationale krimier på e-bog, som du let kan tage med dig ud i verden.

Ind i mellem kan det være svært at vælge, hvilken spændingsserie man skal kaste sig over. De skandinaviske krimier er stadig enormt populære i disse år, og der kommer hele tiden nye, velskrevne og hæsblæsende historier fra de bedste danske, norske og svenske krimiforfattere. Men sommetider kan det være rart at komme lidt væk hjemmefra – væk fra det mørke, kolde nord og til mere ukendte egne. Derfor kan jeg også rigtig godt lide at læse krimier fra resten af verden, og heldigvis er krimitraditionen også stærk rigtig mange andre steder. 

En af mine personlige favoritter er uden tvivl Robert Galbraiths serie om Cormoran Strike, der handler om en tidligere soldat, der nu ernærer sig som privatdetektiv i London og får hjælp af den unge, smukke assistent Robin Ellacott. Det lyder måske lidt banalt, men karakterskildringen er fantastisk og bærer lige så stor en del af fortællingen som de gennemtænkte og nervepirrende plots, og så er de fire tykke bind virkelig velskrevne (men det er selvfølgelig også Harry Potters mor J.K. Rowling, der står bag).

Hvis du trænger til at prøve noget andet end de sædvanlige nordic noirs, giver vi her nogle bud på, hvad du kan læse i stedet. Fra USA over Japan til Israel, Island, England, Frankrig, Italien, Østrig og Tyskland – der er nok at tage fat på. Alle materialer findes som e-bog, og de fleste er ovenikøbet tilgængelige som lydbog. God tur!

Oprindeligt skrevet af eReolen.

Materialer