Mount rushmore

Turen går til...USA!

13.05.20
Rejs med til det mærkværdige, fantastiske og uforglemmelige USA

Amerikanerne er et særligt folk. De er sammenbragt gennem flere immigrationsbølger og kommer fra vidt forskellige etniske, religiøse og kulturelle baggrunde. Det kan være helt forvirrende at finde rundt i, hvad den amerikanske kultur egentligt består i. Disse fire amerikanske romaner giver et særligt indblik i netop det spørgsmål – og så er det bare nogle rigtigt stærke læseoplevelser!

Imbolo Mbue: Drømmemestrene
Vi er i New York i år 2007. Jende og Neni Jonga er immigreret hertil fra Cameroun sammen med deres lille søn. Da Jende sikrer sig en stilling hos millionæren Clark, som arbejder for Lehman Brothers, uden at der skeles til den manglende arbejdstilladelse føler familien, at det hele lysner. Og da Neni bliver ansat som husholderske for Clarks kone, er de nye amerikaneres lykke gjort. Men så kommer krakket, Lehman Brothers kollapser og den glamourøse rigmandsfamilie går op i limningen. ”Drømmemestrene” er en både sprudlende, voldsom og sympatisk roman, der skildrer situationen for de arbejdende immigranter uden papirer, som amerikanerne kalder ”Dreamers”.

Jonathan Franzen: Frihed
Frihed er et af de vigtigste begreber for den amerikanske identitet, men hvad stiller mennesket op med sin frihed? Det undersøger Jonathan Franzen i denne velskrevne og humoristiske roman, som handler om ægteparret Patty og Walter Berglund, der på trods af deres perfekte facade og progressive holdninger, kæmper med melankoli og fortrydelse. Bogen indeholder fremragende karakterportrætter, sydende beskrivelser af forstadsliv og giver en stor indsigt i konsekvenserne af det amerikanske frihedsbegreb. Romanen blev af en række anmeldere udråbt til at være The Great American Novel – den store amerikanske samtidsroman, som formår at indfange den amerikanske ånd på godt og ondt.

James Baldwin: Giovannis værelse
I denne romanklassiker følger vi unge David, som kæmper med sig selv og sin rodløshed. Han tager til Paris og hænger ud på gader og i mørke barer. Her bliver han venner med en række for ham at se flamboyante personer. I det selskab af primært homoseksuelle mænd ser han sig selv som en moderne og tolerant heteroseksuel. Han har en kvindelig kæreste, Hella, som han har lige har friet til, og som er rejst til Spanien for at tænke over hans tilbud. Men mens hun er væk sker der noget afgørende: Davids seksualitet og begær kan ikke holdes tilbage, da han møder bartenderen Giovanni. Han kan med ét mærke, at det åbner en sluse, som har været eftertrykkeligt lukket siden teenageårene. Romanen er fra 1957 og her var det hverken let eller lovligt at være homoseksuel i USA – derfor er denne åbne skildring af homoseksuelles følelsesliv intet mindre end banebrydende.

Joan Didion: Intet gælder
Et af de faste holdepunkter i Marias liv er hendes målløse køreture på de californiske motorveje. Den fallerede Hollywood skuespiller lever en tilværelse i en sær angstpræget glamour. Hun er vokset op med en storgamblende far og en psykisk ustabil og resigneret mor. Allerede fra begyndelsen af romanen står det klart at hun fortæller fra sin indlæggelse på et psykiatrisk hospital. Hendes ægteskab med en feteret filminstruktør ligger i ruiner og det samme gør hendes arbejdsliv. Hun driver viljeløs rundt og bliver slugt af omstændighederne i Hollywood: overfladiske relationer, alkohol og stoffer. Joan Didions beskrivelse af Marias sindstilstand rammer læseren som en brændende sproglig solstråle.

Lyt også til det nyeste afsnit af vores podcast Karantæneklubben, der handler om amerikanske romaner. 
 

Materialer