Turen går til Japan
Turen går til Japan

Turen går til... Japan!

05.05.20
Tag med til magiske og mystiske Japan.

Vi kan ikke bevæge os særligt langt væk fra vores hjemstavn i disse tider – og da slet ikke til Japan! Men med disse titler er det næsten som om, at man er der selv:

Den gode
”Kafka på stranden” af Haruki Murakami

Murakami har længe været en favorit blandt danske læsere og anmeldere. Hans mystiske universer og poetiske skriftsprog fanger dig med det samme og hans særlige evne til at forene hverdag og magi er helt unik.
En af hans bedste bøger må være ”Kafka på stranden”, som også er et godt sted at starte for nye læsere. Her forenes to skæbner tilfældigt i det nutidige Japan: den unge Kafka Tamura, en intellektuel, der føler sig hjemme i et bibliotek og den gamle Nakata, en analfabet, der elsker naturen og kan tale med katte. Ved mødet genopstår deres historier på magisk vis.

Den onde
”Den hengive hr X” af Keigo Higashino

Jeg er, efter mange opfordringer, gået i gang med denne japanske spændingsbog, hvor en enlig mor dræber sin voldelige eksmand i selvforsvar. Hendes forelskede nabo bruger sine matematiske evner til at dække over mordet, og da politiet får hjælp af hans gamle studiekammerat, bliver det en hjernekamp mellem de to genier. Det er en fremragende og anderledes krimi, hvor konstruktion af plot er uovertruffen. Hvis du er til Murakami, er det her helt sikkert også noget for dig!

Den grusomme
”I misosuppen” af Ryu Murakami

Uha, den her bog er til dig med nerver af stål. ”I misosuppen” er en hårdkogt samfundskritisk krimi, der ikke lægger fingre i mellem. Hovedpersonen er 20-årige Kenji, der er uautoriseret turistguide i Tokyos undergrund. Han hyres af Frank, der viser sig at være en psykopatisk amerikansk massemorder. Bogen giver et indblik i Tokyos underverden af slum, bordeller, kriminalitet og det der er værre…

Find flere japanske bøger herunder og japanske film på Filmstriben her.

Sayōnara,
Sarah.

Tags
Materialer