Tre gode romaner om Besættelsen 1940-1945

En modstandsmand, en opdager og en politiker

”De nøgne træer” af Tage Skou-Hansen
En dansk klassiker, som foregår i besættelsestidens Aarhus. Vi følger den idealistiske og naive student Holger Mikkelsen, der bliver del af en sabotagegruppe i modstandsmiljøet. Da han forelsker sig i gruppelederens kone, slår det pludselig gnister internt i gruppen. Bogen her er en interessant og medrivende læseoplevelse, hvor man tydeligt mærker, at Skou-Hansen skriver på baggrund af sine egne erfaringer fra modstandsbevægelsen.

”Den inderste fare” af Birgithe Kosovic
”Den inderste fare” handler om en af Danmarkshistoriens mest omstridte skikkelser, Erik Scavenius, der var udenrigsminister og fungerende statsminister under Anden Verdenskrig. Mange har opfattet hans politiske indsats som fej og eftergivende over for besættelsesmagten, men hvorfor handlede han, som han gjorde? Og hvordan har han oplevet de mange vanskelige forhandlingssituationer og sit liv i øvrigt? De spørgsmål har Birgithe Kosovic sat sig for at svare på i bogen her. Forfatteren illustrerer de mange komplekse beslutningsprocesser i kampen for fortsat at bevare en dansk regering, som havde et vist politisk manøvrerum. Man bliver klogere på Danmark under besættelsen og får lyst til at vide mere. 

”Den grønne bar” af Ole Frøslev
Året er 1940. Det er i starten af april. Stedet er København. En tidlig morgen bliver opdagerne Poul Bjørner og Aage Schou fra station 7 på Østerbro kaldt ud til Frihavnsbroen. En mand er fundet hængt. Men er det selvmord eller mord? Og hvem er den døde? Efterforskningen går i gang, og få dage besættes landet af tyske tropper. Bjørner og Schou følger med omhu de få spor, der er i sagen og det fører dem til den københavnske underverden, til ”Den grønne bar”. Og mere skal ikke afsløres her. 
Den grønne bar er første bind i en serie af selvstændige politiromaner fra besættelsestidens København, der strækker sig fra besættelsens første dage til befrielsen i 1945, så der er masser af god krimilæsning at hente her.
 

Materialer