Tegneseriefans anmelder #5

23.03.22
Hvad kan et moderne menneske bruge en tegneserie om de bibelske fortællinger til? Her kan du møde Aleksandra, som lige har læst Peter Madsens nyeste tegneserie ”Urhistorien”.  

Udklip fra "Urhistorien"

Hvad var dit første indtryk?

Mit første indtryk var, at det er en meget smuk gengivelse af biblen – enkel og detaljeret på samme tid. Jeg kunne godt lide, at han gik helt i detaljen med tegninger af fx biller og andre insekter. Jeg kunne også godt lide den måde han portrætterede Adam og Eva på – de var nøgne, men det blev aldrig seksuelt.

Hvad handler den om?

Det er en genfortælling af de første fortællinger fra det gamle testamente – men gjort på en ny og anderledes måde. Den handler ikke om at modernisere biblen, men at vække vores interesse for de kristne normer og værdier vores samfund er bygget på. Det er en billedlig fortælling, der nuanceret og kort giver en indføring i biblen.  

Hvad kunne du godt lide ved den?

Jeg synes det er vigtigt at vide hvor samfundets normer og værdier stammer fra, da de er en forankret del af vores liv i dag. De bibelske fortællinger er også meget poetiske i deres egen ret og de får dig til at reflektere over dit eget liv.

Jeg kunne vildt godt lide hans tegnestil, hvor han brugte mange forskellige metoder og farverskemaer, der komplementerede fortællingerne.

Jeg synes også han var god til at aktualisere de bibelske fortællinger til vores moderne verden – især i fortællingen om Babelstårnet.

Hvem skal læse den?

Det synes jeg alle skal. Men især unge mennesker, som mig selv, for den giver et godt og kort indblik i biblens fortællinger. Tegneserien giver næsten et bedre indtryk af biblen end biblen selv, da den kan fremstå meget tung og utilgængelig.  

Hvis man ikke er kristen kan tegneserien også sagtens læses som fiktion, fordi den er så smuk og poetisk.

Hvad minder den om?

Den minder lidt om en anden tegneserie af Peter Madsen, ”Menneskesønnen”, der også er en genfortælling af biblen. Men det er noget helt andet end hans ”Valhalla”-serie!

Udklip fra "Urhistorien"

Materialer