Bogforside af vinderbogen
Tak til forlaget Gutkind for brug af bogforside

Stine Pilgaard vinder De Gyldne Laurbær

27.05.21
Boghandlernes store bogpris - De Gyldne Laurbær går til Stine Pilgaard for romanen "Meter i sekundet"

"Det er megafedt, jeg er overvældet, og det havde jeg aldrig nogensinde regnet med. Og så er jeg ved at blive lidt fuld."
Humoren fornægter sig ikke, da DR onsdag fanger den glade prismodtager med et glas champagne under arrangementet. Eller da Berlingske tager fat i hende: "Jeg havde det som dronning Margrethe, der træder ud på balkonen til sin fødselsdag."

Det er netop den humor, som allerede har taget anmelderne og læserne med storm, og nu også boghandlerne, hvor over halvdelen har stemt "Meter i sekundet" ind som en sikker vinder af Boghandlernes store pris, De Gyldne Laurbær 2020.

Stine Pilgaard skriver på én gang varmt og lettilgængeligt, og succesen ligger umiddelbart i komikken i hele set-uppet, der beskriver det lettere absurde kultursammenstød mellem storbymennesket og vestjyderne.

Humoren er så ikke mindst med til at formidle den alvor, der ligger bag løjerne - sårbarheden, følelsen af at være anderledes, de svære relationer, parforholdets dilemmaer - alle de almengyldige menneskelige livsvilkår, som kan være lige dele svære at håndtere og nemme at genkende, men som humoren gør letfordøjelige og giver en optimistisk indgang til.

Læs mere i Mai Villadsen Rubys anmeldelse og Mette Østgaard Henriksens analyse af Meter i sekundet på Litteratursiden.

 

Video med Stine Pilgaard om "Meter i sekundet":

Læs mere om Stine Pilgaard på Litteratursiden

De Gyldne Laurbær

Prisen uddeles en gang årligt baseret på en afstemning fra samtlige danske boghandlere i januar, og gået til forfattere som Karen Blixen, Inger Christensen, Jakob Ejersbo og Kim Leine. Sidste år gik De gyldne Laurbær til Sara Omar.

Oprindeligt skrevet af Vejle Bibliotekerne

Materialer