par

Sommeranbefaling: Julian Barnes

29.07.20
Er du til interessante og begavede kærlighedshistorier? Så skulle du tage og læse ”Den eneste historie” af Julian Barnes.

Paul forelsker sig i Susan på en tennisbane en sommer i 1960´erne. Dette møde bliver både en velsignelse og en forbandelse for dem, for Paul er nitten og studerende, og Susan otteogfyrre, selvsikker, smuk og gift. Lyder det som en helt umulig kærlighedshistorie? Det er det - og så er det det alligevel ikke, for Barnes kan med sin fine pen og eftertænksomme indsigt få læseren til at forstå, at vi ikke har noget valg, når kærligheden dukker op. 

Som der står i begyndelsen af romanen: ”Hvem kan bestemme, hvor meget man vil elske? Hvis man kan bestemme det, er det ikke kærlighed” og både Paul og Susan er dybt forelskede, så de har intet valg. Stik mod alle odds flygter de fra hendes voldelige og alkoholiserede ægtemand og fra den lille, omklamrende provinsidyl til storbyens beskyttende, men også deprimerende anonymitet. Snart begynder Susan dog at drikke.

Med stor psykologisk indføling tager fortælleren Paul, nu som en midaldrende herre, os med tilbage til, da kærlighedshistorien startede, og så får vi den sande historie, som den så ud dengang, og nu, hvor mange års erfaringer og efterrationaliseringer måske har ændret lidt på synet på det, der lignede sandheden. For hvad er sandheden, hvad er erindringsforskydninger, og hvad er fejlfortolkninger?

Det er en hjerteskærende og medrivende historie om kærlighed og tab. En roman, som jeg vil anbefale på det varmeste at læse i solstolen, i skyggen eller hvor som helst. Den findes som e-bog på e-reolen og til låns på biblioteket. 

Materialer