Romaner gør op med mandestereotyper

11.08.22
Maskuline stereotyper er vidt udbredte, men en række romaner gør op med de firkantede idealer og blotlægger en mere nuanceret virkelighed

Stereotype forestillinger om mænd er udbredte, og de sidder solidt plantet i de fleste af os. Men de er ofte i konflikt med virkelighedens nuancerede og mangfoldige mande- og drengesind. Vi præsenterer her en række nyere romaner, der gør op med stereotype forestillinger om maskulinitet.

Geir Gulliksen: Den jeg skulle blive (2021)
Geir Gulliksen giver os med romanen her et præcist portræt af en mand, der er fanget i kønsstereotype forventninger til ham. Henning har brugt det meste af sit voksne liv på at score, behage og forsøge at holde fast på kvinder, men efter han bliver fyret fra sit prestigefyldte job kan han ikke længere finde ud af, hvem og hvad han er. De voksne døtre holder ham på afstand, og de forliste ægteskaber spøger i hans tanker. Det er tid til en radikal forandring, men bestemmer vi selv, hvem vi vil være?

Jesper Stein: Ædru (2022)
Forfatteren Jesper Stein er bedst kendt for sine medrivende politikrimier om Axel Steen, og han har i store dele af sit forfatterskab skrevet om hårdkogte machomænd. Men i Rampen (2020) og i den nyeste roman Ædru får vi et anderledes blik på moderne maskulinitet. Stein skriver med udgangspunkt i sig selv om alkoholen som en voldsom destruktiv kræft, som hverken er cool eller kunstner-romantisk. At gøre op med alkoholisme har krævet et opgør med forestillingerne om, hvordan man er en god mand og en god kunstner – og romanen stiller i stedet spørgsmålet: hvordan bliver jeg et godt menneske?

Glenn Bech: Farskibet (2021)
Glenn Bechs erindringsroman handler om farens selvmord og de ødelæggende mandeidealer, som lå til grund for det. For Glenn og lillebroren René bliver fraværet af faren og tankerne om selvmordet gengivet i et fragmenteret sprog, som viser hvordan sorgfuld erindring kan splintre virkeligheden. De to brødre takler på hver sin måde deres store sorg og deres had til de nye stedfædre, der dukker op i barndomshjemmet. Bogen beskriver konsekvenserne af at vokse op i et miljø, hvor en usund forestilling om maskulinitet hersker i alt fra hjemmet til skolegården.

Tor Ulven: Afløsning (2020)
Den norske forfatter Tor Ulven skriver i Afløsning om drenge og mænd, som befinder sig i forskellige afmægtige livssituationer. Romanen består af sanselige beskrivelser af livet, som det var og længslen efter dét, som aldrig blev. De forskellige karakterer glider over i hinanden og flettes sammen i én fortællerstemme. Bogen gennemsyres af et registrerende og længselsfuldt maskulint blik, der dvæler ved de stoflige detaljer i glimtvise erindringer.

Materialer